AB får ny hovedsponsor
Producent af arbejdstøj har lavet to-årig aftale med klubben

AB Gladsaxe har tunge tider i 1. division, men der er også lyspunkter. I onsdags kunne klubben offentliggøre en to-årig sponsoraftale med MASCOT, der laver arbejdstøj.

Aftalen betyder blandt andet, at MASCOT får retten til eksponering både på Gladsaxe Stadion og på spillernes trøjer i alle kampe.

»Vi er alle fantastisk stolte over, at førsteholdet skal spille med firmaets logo«, siger AB Gladsaxes  salgschef Peter Lassen.

Hos MASCOT tager man ikke så tungt på de sportslige problemer lige nu.

»Det kan godt være, at AB ikke ligger så lunt i tabellen i NordicBet Ligaen lige i øjeblikket, men det er en traditionsrig klub med mere end 100 års historie og en massiv opbakning fra områdets fodboldinteresserede. Vi er meget fortrøstningsfulde og sikre på, at fodbold i Gladsaxe ikke går af mode lige med det samme«, siger MASCOTs ejer og administrerende direktør, Michael Grosbøl. Hvor mange penge firmaet skal af med er en hemmelighed, men Michael Grosbøl, siger, at AB skruede en attraktiv kontrakt med masser af eksponering sammen til en fornuftig pris.

Skulle stadionnavnet blive frigivet af kommunen, vil MASCOT naturligvis også have interesse i at lægge navn til en ”MASCOT PARK ØST”. Her henvises til MASCOT PARK i Silkeborg, hvor MASCOT også har et hovedsponsorat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top