Derfor står maden på måtten
Irma Henriksen beskrev i uge 42 en hændelse med madlevering til en ældre nabo.

Det er dejligt, når borgere bekymrer sig for andre medborgere. De borgere, der får mad leveret, er ofte vores mest svækkede medborgere. Nogle ønsker at blive i eget hjem trods et stort behov for hjælp, mens andre stadig kan klare daglige aktiviteter, men med risiko for f.eks. at falde eller komme i andre faretruende situationer. Men de har, som alle andre, ret til selv at bestemme. Kan de ikke længere selv lave mad, er der mulighed for at få maden leveret. I Gladsaxe Kommune leveres maden frisk hver dag. Nogle borgere ønsker at modtage maden i døren, og så kan aftalen være at leverandøren reagerer hvis der ikke bliver åbnet. Andre ønsker at få maden afleveret på måtten foran døren, og det kan være aftalt at leverandøren reagerer hvis maden ikke er taget fra måtten den efterfølgende dag. Alt dette er aftalt mellem borgeren, madleverandøren og Gladsaxe Kommunes hjemmepleje. I begge situationer tager madleverandøren kontakt til hjemmeplejen, som så hurtigt tager affære. Derfor er det meget vigtigt, at man ikke fjerner mad fra naboens dørmåtte. For det, at madleverandøren reagerer hvis maden ikke er taget ind, kan i nogle tilfælde være den ældres eneste sikkerhedsnet. Er man bekymret for sin nabo, er man altid velkommen til at kontakte Hjemmeplejen. I det konkrete tilfælde havde madleverandøren ikke nået at få beskeden om, at den ældre var blevet indlagt, inden maden blev bragt ud.

Trine Græse
Formand for Seniorudvalget
Socialdemokraterne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top