- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Dyssegård – udflyttergård fra Gentofte by

Dyssegårdsvej blev anlagt i 1920erne, hvor den kom til at munde ud i Søborg Hovedgade præcis der, hvor Gentofte kommunes grænse til Gladsaxe kommune går. Med lidt sporsans fornemmer man i baghaverne til villaerne på Dalstrøget og Niels Finsens Alle, at der har været en åben rende, som har dannet skellet. Vangede Rende markerede således […]

Dyssegårdsvej blev anlagt i 1920erne, hvor den kom til at munde ud i Søborg Hovedgade præcis der, hvor Gentofte kommunes grænse til Gladsaxe kommune går. Med lidt sporsans fornemmer man i baghaverne til villaerne på Dalstrøget og Niels Finsens Alle, at der har været en åben rende, som har dannet skellet.
Vangede Rende markerede således som mange andre vandløb en grænse – i dette tilfælde mellem bylagene Vangede i Gentofte Sogn og Buddinge i Gladsaxe.
Dyssegårdsvej fik navn efter Dyssegård, som var en udflyttergård fra Gentofte bylag. Som følge af Grev Bernstorffs fremsynede jordreformer, der omfattede selveje, udskiftning og udflytning blev Dyssegård opført på den lod, som var tildelt ved lodtrækningen på Bernstorff Slot.
Gården, der havde et tilliggende på godt et halvt hundrede tønder land, blev opført 1769 på et højdedrag – ”Ellemosebjærg” – umiddelbart op til den oldtidshøj, som ses endnu på vejen Ewaldsbakken.
Selv om der ikke er tale om egentlig stendysse, overtog man navnet fra det der kaldtes Dysse Agre.
Alle traditionelle bondegård var op til vor mekaniserede og industrialiserede tid baseret på familier – alle var i aktivitet på gården: far, mor og børn af begge køn – ofte også den ældre generation.
Der var ikke mange muligheder for at se sig om i livet, man holdt sig til hjemmet og hjemstavnen, og når der skulle ”scores”, så var den udkårne oftest fra en af nabogårdene.
Den første ejer på gården var Ole Mortensen, som i 1770 ægtede Anna Knudsdatter fra en anden gård i Gentofte: Bregnegård.
Den ægteskabelige lykke blev kort, idet Ole Mortensen døde allerede i 1785, hvorefter enken i 1970 giftede sig med Rasmus Pedersen, der var 13 år yngre. ”Og en mand på gården kan dårligt undværes”, som det hed.
Og gården forblev i slægtens eje indtil 1896, hvor den berygtede overretssagfører P. A. Alberti købte den. Dels for at udnytte stedets lerforekomster, da han anlagde Dyssegårdens Teglværk, og dels fordi han kunne se, at hovedstaden i 1900-tallet ville vokse og dermed skaffe spekulationsgevinster.
Men Alberti blev afsløret som storsvindler på trods af at han som justitsminister havde været strengt tilhænger af lov og orden, bl.a. gennem pryglestraf, han sad otte år i Horsens Tugthus, mens teglværket og landbruget ophørte i 1920 og efterhånden gav plads til villaudstykning – i de første år med huse af tvivlsom kvalitet af tvivlsom karakter i wild west-stil.
Gården brændte i 1933, hvorefter grunden blev reserveret til præstegård og kirken, der blev indviet i 1961.
Elhøj er besunget af vor nationale skjald Johannes Ewald i det smukke og pompøse digt ”Philet” (Menneskevenner).
Der kom en beskeden station i 1932 med vejbomme, som blev afløst af en viadukt i 1966.