- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lussinger til to Gladsaxe-hold

Gladsaxe-Hero og VB 1968 blev begge besejret med 5-1 i serie 1

– Vores forsvarsspillere burde indstilles til Nobels Fredspris. Ingen af dem tør gøre nogen noget ondt.

Sådan beskriver Gladsaxe-Heros træner Tom Nielsen situationen for klubbens 1. hold, der i lørdags fik slemme øretæver af Herlev IFs divisionsreserver i fodboldens serie 1. Herlev vandt med 5-1 efter 4-0 ved pausen.

Hero måtte undvære sin normale målmand Ovays Azizi, der var kommet til skade under målmandstræningen.

– Men vores reservemålmand kan ikke bebrejdes noget. Han stod en god kamp, men blev gang på gang svigtet af forsvaret. Nu har vi lukket 14 mål ind i de sidste fire kampe, og det er lidt underligt, når man tænker på, at vores forsvar længe har været vores styrke, siger Tom Nielsen.

Den erfarne træner trøster sig med, at jævnbyrdigheden i serie 1 er udtalt. Der er kun fire point mellem nr. 1 og nr. 7 efter 11 spillerunder: – Selv om vi i de sidste fire kampe kun har fået to point, så vil vi med to sejre i efterårets to sidste kampe ligge lunt i vinterpausen.

På lørdag kl. 13 spiller Gladsaxe-Hero på udebane mod topholdet Værløse.

VB 1968 opnåede et lige så bedrøveligt resultat, da klubben på udebane også tabte med 1-5 til Blovstrød.

Formand Jørgen Franck fra VB 1968 hæfter sig også ved den store jævnbyrdighed i rækken. På lørdag kl. 14 spiller VB 1968 i øvrigt hjemmekamp på bane 3 på Gladsaxe Stadion mod Frederiksværk.

ABs divisionsreserver er også med i oprykningskampen til Sjællandsserien fra serie 1 pulje 1. ABs 2. hold spillede 2-2 på udebane mod Værløse og er placeret på 4. pladsen kun ét enkelt point efter netop Værløse. På lørdag kl. 13 spiller AB ude mod Lundtofte.