- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Sofieskolen fejrer 50-års-jubilæum med Dronningen

Dronning Margrethe besøgte i slutningen af september specialinstitutionen Sofieskolen i Gladsaxe på skolens 50-års-jubilæum.

Under besøget på Sofieskolen, der er en specialinstitution for børn med autisme, hilste Dronningen på flere af børnegrupperne. De viste hende deres malerier, og overrakte hende en gave med hilsner, kort, og tegninger som de selv havde fremstillet. Dronningen har været protektor for Sofieskolen siden skolen blev grundlagt i 1964.

Sofieskolen er en specialinstitution, der består af børnehave, skole- & fritidsordning samt to bo-afdelinger. Der er i alt tilknyttet godt 50 børn og unge til Sofieskolen.

Ideen til Sofieskolen blev til, da lærer i kommunen Else Hansen, med støtte fra daværende Borgmester Erhard Jakobsen og viceborgmester Nanna Rasmussen, etablerede en specialinstitution for børn med autisme, der skulle skabe et helt nyt og målrettet læringsmiljø.

Barnet i centrum

– Det er lykkedes alle medarbejdere, lærere, pædagoger, psykologer og stabsfolk at skabe en kultur og et miljø, som for alvor sætter det individuelle barn i centrum, samtidig med en faglig linje og dybde, og et godt og konstruktivt samarbejde med forældre, siger Sofieskolens nuværende forstander, Bente Laustsen.

Igennem årene har Sofieskolen været en pionerinstitution på sit felt,  og mange fagfolk fra både ind- og udland har gæstet skolen gennem årene.