Trivsel til de ældre og hjemmehjælperne tak!
Jeg er forarget over den behandling ældre bliver udsat for. De ældre, som hele deres liv har bidraget til velfærdssystemet, bliver behandlet som andenrangs borgere.

Sidste år kom det frem, at mange ældre på plejehjem må gå med ble, fordi lederne ikke mente, at der var ”tid” til at hjælpe dem på toilettet! I sidste måned fandt ledere i Esbjerg på, at jul og nytår på plejehjemmene kan spares væk, og i flere kommuner serverer lederne ugegammelt vakuumpakket smørrebrød. Fra næste måned skal mange ældre tvinges til at anvende digital post, selvom vi ved, at mange er utrygge ved internettet.

I Gladsaxe er hjemmeplejen også blevet forringet af ledere, som forsøger at optimere ældreplejen som var der tale om bilproduktion i Asien. Fx har kommunen mod de ansattes vilje indført skiftende vagter, hvilket betyder stress og sygdom. Men lederne lapper blot sygefraværet med vikarer. Resultatet ses tydeligt i en undersøgelse, som Dansk Folkeparti i Gladsaxe har taget initiativ til. Undersøgelsen viser, at borgere i løbet af 3 måneder har modtaget hjælp fra op til 59 forskellige hjælpere!

Vi må afdække disse lederes idéer ved at gennemføre nationale undersøgelser, hvor medarbejderne anonymt kan sætte ord på, hvad der foregår. Netop medarbejderne er tættest på de ældre og mærker tydeligst stramningerne i arbejdsvilkår. Vi har brug for klarhed: hvilke andre lappeløsninger bliver ansatte og ældre udsat for?

 

 

Kristian Tørning,
folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Gladsaxe”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top