- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ung løber fra Bagsværd nr. 4 ved Eremitageløbet

Teenageren Joachim Weel Rosbo imponerede blandt 16.000 løbere

Teenageren Joachim Weel Rosbo imponerede blandt 16.000 løbere

 17- årige Joachim Weel Rosbo fra Bagsværd Atletik Club løber bare stærkere og stærkere. Han tog kampen op mod en stor del af den danske elite samt 16.000 motionister ved årets Eremitageløb. Joachim har tidligere på året været i Adserbajdsjan til European Olympic Youth Trial og desuden blev han Danmarksmester på 5000 m i D17. Ved Eremitageløbet var det kun en svensker samt 2 fra den ypperste danske elite, der kunne løbe fra Joachim, mens resten af de stærke danske løbere kun så ryggen af Joachim, da det skulle afgøres efter de havde rundet slottet anden gang, og der manglede 3,3 km. Her rykkede Joachim uimodståeligt, således at han kunne løbe i mål på 4. pladsen i den meget flotte tid 43.06 for de 13,3 km.
Hos kvinderne fik BAC også nogle flotte placeringer. Evigt unge Mette Møhncke, som har rundet de 43, har haft nogle forrygende løb den seneste tid og sat en del personlige rekorder. Hun løb et meget veldisponeret løb og kunne også krydse målstregen som nr. 4 og satte en flot personlig rekord med 1½ minut i tiden 48.40. Her er der også yngre kræfter på vej, da 17 årige Sara Schou Kristensen, der havde debut i Dyrehaven, blev nr. 9 i tiden 50.47.