- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

515.000 kr. til opgradering af Danmarks Rostadion

Lokale og Anlægsfonden har bevilget 515.000 kr. til en opgradering af Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø, så det kan afvikle World Rowing Masters Regatta 2016. Der er tale om verdens største begivenhed i rosporten målt på antal deltagere.

Det er muligt for Lokale og Anlægsfonden at støtte opgradering af opvisningsarenaer og -faciliteter, så det bliver muligt at afvikle store internationale idrætsbegivenheder, hvis opgraderingerne efterfølgende kan bruges i dagligdagen af både elite og bredde.

Fonden har valgt at støtte afviklingen af World Rowing Masters Regatta 2016 på Bagsværd Sø med 515.000 kr. Støtten går til indkøb af robådsstativer, en udvidelse fra seks til otte robaner, mobile bølgebrydere samt en ny startbro til 1.000 meter distancen, som bliver brugt i World Rowing Masters Regatta. I dag eksisterer der en fast startbro ved 2.000 meter mærket på rostadionet, men det bliver altså suppleret med en ny startbro opbygget af fleksible flydepontoner.

De nye faciliteter og udstyr vil efter World Rowing Masters Regatta 2016 blive brugt til fremtidige regattaer på Bagsværd Sø, men også udlånt eller fordelt til andre regattaer og roanlæggene i Sorø, Brabrand og Holstebro.

Lokale og Anlægsfonden har tidligere været involveret i projekter omkring opgradering af Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø. Det er sket igennem en forundersøgelse af fremtidsmulighederne for rostadionet med en efterfølgende rammebevilling til en større opgradering af anlægget, som endnu ikke er foretaget, og med støtte til nye eventfaciliteter til afvikling af konkurrencer for roning og kano-kajak-sporten på søen.

Katrine Skov, formand for I/S Danmarks Rostadion Bagsværd Sø, siger om projektet:

“World Rowing Masters Regatta er verdens største roregatta, og den stiller helt særlige krav til faciliteterne. Jeg er glad for, at Lokale og Anlægsfonden er med til at løfte de udfordringer, det giver. Det er også positivt, at investeringerne bidrager til den samlede satsning på at skabe optimale rammer omkring rosporten på Bagsværd Sø, som Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Københavns Kommuner er gået sammen om at løfte.”

Henning Bay Nielsen, formand Dansk Forening for Rosport, siger om projektet:

“Bevillingen er et stort skulderklap til de frivillige roere, der hjælper med driften af Rostadion. Med hjælp fra Lokale og Anlægsfonden bistår roerne nu også med at forbedre konkurrencefaciliteterne. En fast startbro for de kortere distancer giver de unge roere en mulighed for at udøve roning som de ser Guldfireren gøre det. Dansk Forening for Rosport er meget taknemmelige for bevillingen. Vi ser frem til de forestående planer for en opgradering af Danmarks Rostadion.”

Torben Frølich, direktør, Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:

“Regattaen er et stævne, der rammer bredt i deltagerskaren, som både repræsenterer elitesportsudøvere og motionister, der træner på et meget højt niveau. Med støtten sikrer vi, at eventfaciliteterne får en levetid efter det ene store stævne, da faciliteterne og udstyret kan genbruges både på Bagsværd Sø, men også på andre roanlæg i landet.”

 

Fakta om World Rowing Masters Regatta

World Rowing Masters Regatta er rosportens største internationale turnering med over 3.500 deltagere. Konkurrencen afvikles over fire dage. Deltagerne skal være over 27 år gamle og den ældste klasse af deltagere er over 85 år. Regattaen er et motionsstævne, men med deltagere, der træner flere gange om ugen og som tidligere har deltaget og vundet både VM og OL.

 

World Rowing Masters Regatta 2016 arrangeres af Dansk Forening for Rosport i samarbejde med Gladsaxe og Lyngby Taarbæk kommuner samt Sport Event Denmark. Købehavns Kommune har endvidere støttet forberedelserne.