Bagsværd By skal kæmpe som en enhed
Bagsværd-logo.jpg
Dette logo ønsker Handelsforeningen i Bagsværd at gøre mere kendt blandt byens borgere. Foto: Privat
Handelsforeningen i Bagsværd gør opmærksom på egne kvaliteter

Bagsværd er en god by at handle i. Det vil Bagsværd Handelsforening gøre opmærksom på. Foreningen er gået ind i kampen for at få kunderne til at handle lokalt, og har derfor oprettet hjemmesiden www.bagsværdby.dk – bemærk, at adressen er med ’æ’ i Bagsværd, men man kan også komme ind på den med ’ae’ – som en værdifuld trumf, hvor interesserede kunder kan læse om Bagsværd-butikkernes åbningstider, aktiviteter, tilbud og konkurrencer. I denne måned er 1. præmien i konkurrencen en cykel til en værdi af flere tusinde kroner. Endvidere kan læserne komme med både ideer og kommentarer. Også de butikker, som ikke er medlem af Handelsforeningen, optræder på hjemmesiden.

– Det er vigtigt, at Bagsværd står sammen som en enhed, så byen ikke bare består af en masse små butikker, der kæmper deres egen kamp. Vores slogan på hjemmesiden er ’Mere end du tror…’, og det skyldes, at der altså er langt flere butikker i centrum af Bagsværd, end de fleste forestiller sig. Jeg har været rundt i butikkerne i Bagsværd, og når jeg viste butiksejerne, hvor mange butikker der egentlig er i byens centrum, så blev selv de forbavsede, fortæller primus motor og Bagsværd-borger Jacob Thesander fra Thesander Layout.

Handelsforeningen slår blandt andet på Bagsværd Bys muligheder: – Selv om Bagsværd ikke er overdækket, er det hyggeligt at shoppe i byen, hvor du kan finde det meste af det, du søger. Vi har masser af parkeringsmuligheder lige ved butikkerne, vi har et kulturelt centrum med biograf og bibliotek samt mange gode spisesteder liggende dør om dør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top