Endelig en sejr til AB Gladsaxe
younes.jpg
Younes Namli (i sort i midten) scorede det forløsende mål til 1-0. Foto: Niels Rasmussen
Det livsvigtige bundopgør mod HB Køge blev vundet med 2-0

AB Gladsaxe er stadig bundhold i 1. division. Det ændrede søndagens 2-0 sejr over HB Køge på Gladsaxe Stadion ikke på. Men meget vigtigt så betød sejren, at der nu er nærkontakt til holdene lige foran og mulighed for at smutte over nedrykningsstregen allerede i weekenden.

Et nederlag ville have været en mindre katastrofe. Men for første gang siden 10. august kunne ABerne forlade banen som vindere – og det var fuldt fortjent. AB Gladsaxe havde både spillet og chancerne.

At begge mål så skyldtes grove fejl hos HB Køge betyder ikke noget i denne sammenhæng.

Younes Namli bragte AB Gladsaxe på 1-0 i det 66. minut. Han fik lov til at tage en høj ned, fordi HB Køges Kristian Pedersen gled, da hanville blande sig. Der var åbnet en mindre motorvej mod HB Køges mål, og Younes Namli gjorde alt rigtigt, inden han bankede bolden forbi Frederik Due i modstandernes mål.

Syv minutter senere var Younes Namli igen involveret i en scoring. Han smækkede en bold mod fjerneste stolpe. Frederik Due havde alle muligheder for at gribe bolden, men han tabte den ned for fødderne af Kasper Kristensen, der udnyttede den fadæse til at gøre det til 2-0.

Emil Farver havde i starten en stor chance, som Frederik Due fik vippet uden om stolpen, og Due havde senere en fin fodparade. I slutfasen havde Kenan Hajdarevic et hovedstød, som Due også fik klaret flot.

HB Køge havde ikke meget at byde på, så AB Gladsaxes sejr var helt fortjent.

Kampen kom sent i gang. Den måtte udsættes en halv time, fordi den ene linjevogter blev skadet under opvarmningen, så der måtte tilkaldes en substitut.

AB Gladsaxe spiller søndag i Roskilde, der også er nede i den tunge ende af rækken, hvor HB Køge, Vejle og Fredericia også befinder sig.

I onsdags tabte AB Gladsaxe 1-2 til netop HB Køge i pokalturneringen.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top