- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Erfaren kineser rykker ind i Søborg

Kinesisk kok i restaurant på hjørnet af Frederiksborgvej og Gladsaxevej

Ægteparret Sheng Juan Du og Chi Yuen Wai ved, hvad de går ind til. De har åbnet en restauranten Mei Wei på Frederiksborgvej 221 og hjørnet af Gladsaxevej på indgangen til Søborg.

– Der har været fire ejere på ti år, så det har ikke været let. Men vi har i fire måneder gennemrenoveret restauranten med både nye køkkenfaciliteter og nye toiletter, så vi er klar til at byde publikum velkommen. Mei Wei betyder den ’gode smag’, og vi tror på, at folk i Søborg vil værdsætte ægte kinesisk mad, siger ægtemanden Chi Yuen Wai.

Chi Yuen Wai drev i 40 år en kineserrestaurant på Købmagergade, men har nu besluttet sig for at gå pension. Det giver ham god mulighed for at rådgive og bistå sin hustru Sheng, der er indehaver af Mei Wei. Parret bor på Frederiksberg sammen med deres knap 17-årige søn, der studerer på Niels Brock.

– Vi bor heldigvis tæt på, så det tager os kun et kvarter at køre herover. Vi ved, at der skal arbejdes hårdt, for danskerne har fra deres rejser til Kina smagt rigtig kinesisk mad. Derfor har min kone ansat en kok fra Kina, så vores kunder kan få den ægte vare, siger Chi Yuen Wai, der kom til hertil fra Hongkong i 1965. Sheng Juan Du er fra Beijing og har nu boet i Danmark i 21 år.

– Vi har i starten en række gode tilbud, og vores menukort indeholder også mange internationale retter, så der er noget for enhver smag – særligt den gode, siger restauratør Sheng Juan Du, der er parat til at tage imod borgerne i Søborg og omegn.