Nyt mini-bibliotek i Gyngemosehallen
VandReolens succes smitter af

Er ungerne til træning? Er kæresten lidt længe om at få klædt om? Og har du lyst til at fordrive ventetiden med lidt motion for hjernen? Fra 1. december er der hjælp og inspiration til alle dem, der dagligt bruger Gyngemosehallen og har lidt tid tilovers. Her åbner Gladsaxe Bibliotekerne og Idrætsanlæggene i Gladsaxe nemlig i fællesskab endnu et mini-bibliotek.

VandReolen åbnede i foråret i Gladsaxe Svømmehal og har på kort tid vist sig at være en populær størrelse. Så populær, at det hurtigt blev besluttet at fortsætte bibliotekernes samarbejde med idrætsanlæggene og udbrede ideen til endnu en idrætshal. Det fortæller Jakob Lærkes, bibliotekschef hos Gladsaxe Bibliotekerne

”Biblioteket skal komme til borgerne, og Gyngemosehallen er et af Gladsaxes mest besøgte fritidstilbud. Derfor er det oplagt at åbne endnu et bibliotek netop her, og jeg ser derfor meget frem til 1. december,” fortæller Jakob Lærkes.

I Gyngemosehallen glæder administrativ leder Jim Nielsen sig mindst lige så meget som bibliotekschefen til at slå dørene op for det nye tilbud.

”Vi ser dagligt mange, der bruger tid i opholdsarealet – enten mens de venter på deres børn, eller mens børnene venter på, at det bliver ”deres tur” i hallen. Nu får de mulighed for at udnytte ventetiden foran iPad, pc eller ved at slå sig ned i sofaen med et tidskrift,” fortæller Jim Nielsen.

”Biblioteket bliver Gyngemosehallens pendant til Vandreolen. Et sted, hvor man kan sætte sig og få en oplevelse – i stedet for bare at vente,” siger han.

 

Hvad skal biblioteket hedde?

Det nye bibliotek har endnu ikke noget navn, og Idrætsanlæggene og Gladsaxe Bibliotekerne har derfor udskrevet en navnekonkurrence. Har du en god ide, er det måske dig, der løber med præmien, som består af et års-abonnement til Gyngemosehallen Fitness og to biografbilletter til Bibliografen Bagsværd. På gladsaxe.dk/bibliotek kan du læse mere og deltage i konkurrencen, der slutter den 25. november kl. 11.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top