- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Børn vilde med dans

Der jules hos AL-dans i Søborg

I lørdags festede og dansede tre aldersgrupper løs til tre julefester hos AL-dans på Søborg Torv. De yngste danseelever kom om formiddagen i deres fine juletøj sammen med forældre og bedsteforældre til den traditionelle juletræsfest med julemand og dans rundt om træet.

Ikke et øje var tørt, når børnene – helt ned til tre år – kom ind i salen på en lang række til det store juletræ og kaldte julemanden frem. Herefter steg tempoet og pulsen med juledanse, et professionelt trylleshow og et flot indøvet juledanseshow til lejligheden.

Om eftermiddagen kom aldersgruppen 7-10 år til julesjov uden forældre. Dansetøjet var skiftet ud med festtøj, og der blev danset, hygget og juleleget. Aftenen sluttede med julediskotek og dæmpet lys for de 10-13 årige elever, hvor forældrene hentede glade festtrætte børn. De havde optrådt, haft dansekonkurrencer og bare danset igennem. Det giver børnene selvtillid, når eventuel generthed forsvinder.