- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Et herligt opkald

Vinderen af Bagsværd Handelsforenings shoppekonkurrence blev lidt forvirret

Tina Agerby havde travlt, da hun fredag formiddag lige før jul blev ringet op af Gladsaxe Bladet, der ville fortælle, at hun havde vundet 10.000 kr. i Bagsværd Handelsforenings julekonkurrence.

Hun var halvvejs på vej ud af døren, for der skulle købes ind til den fælles fødselsdag, som hun skulle holde om aftenen sammen med et af de yngre familiemedlemmer. Derfor blev reaktionen på opringningen lidt afventende. Det virkede, som om hun troede, at det var telefonfis.

-Jeg troede, at telefonen ringede, fordi min søster ville give mig en besked omkring fødselsdagen, så jeg skulle lige bruge lidt tid på at fatte, at jeg havde vundet, siger Tina Agerby.

Men den var god nok, så Tina Agerby brugte en del af lørdagen til at besøge lokale butikker, der bakker op omkring handelsforeningen, så hun kunne finde ud af, hvordan pengene skulle spenderes om søndagen.

Søndag kl. 10 fik hun overakt en stor check af afdelingsdirektør Charlotte Appel fra Jyske Bank, der er sponsor for konkurrencens hovedpræmie.

Kapervognen fra Bakken var til stede, og så gik turen rundt i Bagsværd. Første stop var guldsmed Kirkegaard, hvor der blev købt en ny vielsesring, fordi den gamle var forsvundet.

Turen gik videre til Bagsværd Vinhandel, hvor der var gode sager på hylderne, og så var der basis for at shoppe hos Ryby inden der blev sluttet af hos Bagsværd Slagteren, Matas og Superbest.

Julemanden var i området, så han var med til at sætte sit præg på en herlig formiddag.

Tina Agerbys forældre fulgte med fra sidelinjen, og hendes lillebror Brian dukkede op sammen med sin kone, så de kunne sige til lykke endnu en gang.

Så slutningen af december 2014 blev ret så uforglemmelig. Fødselsdagsfest 19. december, indkøb for 10.000 kr. 21. december, juleaften og så den rigtige fødselsdag 29. december.

Konkurrence-01-52-14 Konkurrence-06-52-14 Konkurrence-09-52-14 Konkurrence-15-52-14

Konkurrence-13-52-14

Fotos: Kaj Bonne.  Se flere fotos på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dk