- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Også bibliotek i Gyngemosehallen

Få det bedste ud af ventetiden – prøv SpringReolen

Er ungerne til træning? Er kæresten længe om at klæde om? Og har du lidt tid tilovers? Mandag 1. december indviede borgmester Karin Søjberg Holst et nyt bibliotek i Gyngemosehallen, så kedelig ventetid nu kan blive til læsetid.

Det nye bibliotek fik navnet SpringReolen, og her kan man fremover sætte sig i ro og mag og læse i aviser, magasiner eller gå på nettet.

”Biblioteker skal ikke gemme sig bag lukkede døre, men være der, hvor borgerne er. Og biblioteker og idræt er de fritidstilbud, der tiltrækker allerflest mennesker i kommunen,” lød det fra Karin Søjberg Holst, da hun indviede SpringReolen.

SpringReolen er lillesøster til VandReolen i Gladsaxe Svømmehal og etableret af Gladsaxe Bibliotekerne og Idrætsanlæggene i Gladsaxe.