Træet gjorde nytte til det sidste
Juletræ-Egegården-51-14.jpg
Så flot tager træet sig ud ved Egegården til glæde for beboere, personale og folk der kommer forbi Foto: Kaj Bonne.
Egegården fik flot grantræ som julegave

I 1989 købte Adda Christensen fra Muldvad en lille rødgran i en potte på planteskolen. Nu har hun skilt sig af med træet, der efterhånden var blevet ni meter højt. Men i de mellemliggende år har det i den grad gjort nytte og skabt glæde, og det fortæller hum om her:

I l989 havde mine 2 børn beriget min tilværelse med 3 små børnebørn, og da jeg skulle holde juleaften, var det nærliggende at anskaffe et juletræ i børnehøjde.

Det blev en dejlig jul, og da den var overstået, blev træet sat ud i haven med sin potte; her stod det så og voksede til næste jul, hvor vi tog det ind og igen kunne glæde os over det smukke træ. Det gentog sig to gange, sidste gang i 1992, hvor da jeg nu havde 5 børnebørn.

Nu var vores dejlige træ blevet noget større, så efter julen 1992 blev det plantet permanent i haven, hvor det så hvert år i december blev pyntet med udendørs lyskæder, som måtte forøges efterhånden som det voksede.

Hele familien kom til at holde af dette smukke træ, som vi nu har så mange glade stunder med.

I år var det så blevet ca. 9 meter højt og fyldte meget i haven, og jeg måtte til at tænke afsked med det, men jeg kunne slet ikke bære, hvis det bare blev fældet og opskåret; det måtte kunne gøre gavn et eller andet sted her op til jul.

I november kontaktede jeg  Gladsaxe kommune med en forespørgsel, om man kunne finde anvendelse for mit træ, og der gik kun få dage, hvor der kom rare folk fra kommunen for at besigtige træet, og de ville gerne benytte det; derefter kom de personer, der skulle fælde det for at se, hvordan træet skulle falde og transporteres gennem haven.

Nu var det så alvor, og jeg var lidt beklemt ved tanken om at skulle sige farvel til mit smukke træ.

 

Løftet ud med kran

Den 21.november tidligt på dagen kom så de flinke kommunale folk, der meget professionelt og hurtigt fik fældet og transporteret træet gennem haven, hvor en stor kran  kom og løftede det ud af haven.

Det var lidt hårdt at se mit smukke minderige træ hænge oppe i luften og blive transporteret væk.

Dog var det positivt, at de kommunale folk kunne fortælle mig, at træet sikkert skulle opsættes på seniorcentret Egegården, så kunne jeg jo besøge det der.

Jeg savnede mit træ, og der gik over en uge, før jeg tog hen for at se det i de nye omgivelser.

Det blev en glædelig overraskelse, idet det er placeret ved hovedindgangen til Egegården, og det ser ud, som om det er opvokset der.

Træet kan også ses, når man kører forbi ude på Klausdalsbrovej, og det er forhåbentlig til glæde for alle, der daglig færdes til og fra centeret.

Kan man elske en rødgran? ja det kan man, og jeg er meget glad for, at den har fået så værdig og smuk en afslutning.

Så det blev mit lille juleeventyr, siger Adda Christensen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top