Der røg fordommene
Forfatter-02-51-14.jpg
Ingrid Nørup har haft sit at slå med. Mildt sagt. Men der har også været meget kvalitet. Ikke mindst takket være obakningen fra gemalen Søren. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe-forfatter fortæller åbent om psykisk og fysisk sygdom

Ind imellem møder man mennesker, der på alle måder skyder ens fordomme ned og overtrumfer forestillingsevnen. Ingrid Nørup er en af disse sjældne personer.
I forbindelse med udgivelsen af sin roman ’Sander og Sisse’ havde hun sendt mig sin egen historie. Og det er her forestillingsevnen udfordres, for Ingrid Nørup har haft en medfart, der ville have knækket de fleste. Og her er det, at ens fordomme også spiller ind.
Ingrid Nørups sygdomshistorie starter, da hun som 20-årig først bliver ramt af en fysisk sygdom, der udvikler sig til, at hendes nedarvede psykiske sygdom bryder ud. Hun bliver diagnosticeret bipolar maniodepressiv. Sygdommen giver voldsomme op- og nedture, næsten som fra himmel til helvede og tilbage til de øverste lag, inden jorden igen rammer med intens kraft. I de næste mange år var Ingrid Nørup igennem 29 indlæggelser på psykiatriske sygehuse.
– For ti år siden fik jeg så den meget stærke psykofarmaka Leponex. Medicinen gjorde mig heldigvis rask, så jeg i dag ikke har været indlagt siden 2005, fortæller Ingrid Nørup.
Egentlig slutter Ingrids historie om at være psykisk sårbar her. Alt burde være rosenrødt, men, men… Hun er blevet opereret tre gange for diskusprolaps og en brækket hofte. Også det klarede Ingrid, selv om hun har meget stærke smerter og skal have medicin for at dæmpe dem. Igen var Ingrid på rette vej, men sidste år fik hun konstateret dissemineret sclerose. Sygdommen fører blandt mange andre ting til træthed og mathed i kroppen, nedsat kraft i arme og ben og føleforstyrrelser i kroppen.
– Retfærdigt? Nej, vel? Fra nu af går det faktisk kun ned ad bakke, siger Ingrid Nørup, og hendes mand Søren, der kommer ind og skænker kaffe istemmer.
– Uden Søren var det aldrig gået. Han har været der for mig i 39 år. Og han har taget sig af drengene og passet job under min indlæggelser, fortæller Ingrid Nørup, der er mor til tre drenge.
– Selvfølgelig har det været belastende, for jeg vidste jo aldrig hvad der kunne ske med Ingrid, siger Søren. Og man mærker tydeligt kærligheden imellem de to ’gamle 68ere’, som de gerne kalder sig. Ungdomsgenerationen fra 1968 udmærker sig ved at være meget glad for musik.
– Og det er du, Ingrid, det har været som terapi for dig, siger Søren.
– Ja, det var også derfor, at jeg ikke kunne møde dig i fredags, for der skulle jeg op til en mindekoncert på dagcenteret Christianehøj for et medlem, Hermann Brüsch, der døde alt for tidligt. Han spillede i den spæde start af Gasolin, og det var hans gamle band og gøgler kammerater, der spillede for os. Det vil jeg altså ikke undvære, siger Ingrid til Gladsaxe Bladets udsendte.
Roman fra Søborg
Ingrid Nørup kender om nogen Gladsaxe Kommune. I 18 år var hun sagsbehandler i kommunen, og hun har siddet i kommunens forældrenævn, og i dag er hun næstformand i Sind Foreningen for Gladsaxe, Gentofte og Lyngby.
Oprindelig er Ingrid Nørup opvokset på Holmevej, og hendes roman ’Sander og Sisse’ udspiller sig i Søborg, hvilket mange lokale læsere vil kunne genkende. ’Sander og Sisse’ er en spændende fortælling om to gymnasieelever, der oplever en vild forelskelse og samtidig må kæmpe med et selvmord, en forbrydelse og en trafikulykke.
Romanen, der udkom 23. november, er Ingrid Nørups 8. bog, og den er på 280 sider. En bogproces kan være ret frustrerende, og jeg undres over, hvor Ingrid Nørup henter sine fysiske kræfter og sin mentale styrke. For medicinen har det med at sløve:
– Det har taget mig tre og et halvt år at skrive bogen. Men jeg ville skrive den, siger forfatteren, der når hun ikke skriver altid har strikketøj i hænderne. De kreative evner bruges også i den skønne atmosfære på dagcentret, hvor Ingrid også er flittig med at væve og arbejde med læder.
Inden Søren siger farvel for at spille andespil med et af børnebørnene, viser han mig lige parrets dejlige altaner i Gyngemose Park:
– Her elsker vi at sidde, råber Ingrid fra sofaen inde i stuen, hvor hun passer og plejer eksotiske planter.
Gladsaxe Bladets fotograf Kaj Bonne får taget sine billeder af Ingrid. Vi tager afsked. Kaj tager bilen videre til næste opgave, og jeg tager cyklen hen imod Søborg Hovedgade. Imens jeg træder pedalerne rundt tænker jeg: Hvad havde jeg regnet med? Jeg havde i hvert fald ikke regnet med at skulle møde så stærk en kvinde med en ligeså stærk mand. Jeg skammer mig lidt over egne fordomme, men glæder mig over, at jeg kan fortælle en sjælden historie.

FAKTA
Ingrid Nørup er i dag førtidspensionist. Hun er uddannet sagsbehandler og mor til tre drenge. Ud over den aktuelle ’Sander og Sisse’, der udspiller sig i Søborg, så har hun skrevet syv andre bøger, blandt andre debuten fra 1993 ’De si’r hun er tosset’, ’Hallo mor!’ en børnebog fra 2004 om psykiske sygdomme for børn fra 7 til 15 år og deres forældre, novellesamlingen ’Dagen derpå’ fra 2005 og kriminalromanen Iliana fra 2005.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top