- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Heldig sejr til Gladsaxe HG

Tæt på nederlag mod bundhold

Gladsaxe HGs håndbolddamer er stadig ubesejret i 3. division, men denne status burde være røget torsdag aften i Gladsaxe Sportshal, hvor gæsterne fra Herlev/Hjorten blev besejret 19-18 i en spændingsmættet kamp.

– Vi var ikke uheldige, indrømmede Gladsaxe HGs træner Morten Petersson efter kampen.

– Men det er sgu for ringe, at spillerne gør det stik modsatte af, hvad vi har talt om, og hvad de har et skriftligt oplæg om. Vi har overhovedet ikke mentalt parat. Fordi vi endnu ikke har tabt, og fordi vi havde slået Hjorten med 29-13 for en måned siden, så tror vi, at vi kan tage let på opgaven mod et bundhold. Men jeg har sagt igen og igen, at vi er ikke bedre end, at vi kan tabe til alle hold – også bundholdene, hvis ikke vi er 100 procent til stede. Jeg gav spillerne en opsang i pausen, men heller ikke det havde effekt. Først ti minutter før tid vågnede spillerne. Vi vandt, selv om vi spillede dårligt, og det er et tophold værdigt, men Herlev/Hjorten havde fortjent en bedre skæbne.

Gladsaxe HG førte 7-5 efter et kvarter, men i de næste 30 spilleminutter scorede hjemmeholdet kun tre mål. Gæsternes målmand Christine Kjærulff tog det meste, og i angrebet bragede Hjortens bagspiller Camilla Hansen bolden ind efter behag bag målvogter Mia Kinsbøl, der først skruede op for redningsprocenten i det sidste kvarter, da HG var nede med 10-14.

Hjorten havde succes med et kontant forsvarsspil og skød godt fra distancen, men da holdet i afslutningsfasen blev ramt af to udvisninger til skytten Camilla Hansen, nåede HG at få hevet sig op ved hårrødderne. Hjemmeholdets velkendte varemærke med mange kontraløb havde været helt fraværende, men de kom som perler på en snor i slutminutter. Gladsaxe HG fik kontakt ved 15-15, da Mia Kinsbøl nede fra målfeltet fandt hurtigløberen Mette Løser, der også scorede HGs sidste tre mål på kvikke kontraløb.

 

AB hjalp til

På en aften hvor glæderne var få, viste forsvaret generelt en acceptabel indsats, mens Rikke Madsen og Mette Vandborg afslørede lovende takter i angrebsspillet. Sidstnævnte fik dog et rødt kort i slutminutterne og kan ikke være med i Gladsaxe HGs næste kamp mandag 26. januar på udebane mod Lyngbys reserver.

ABs damer gav HG en hjælpende hånd, da de slog et andet af topholdene, Øresund med 28-24. Dermed rykkede AB op på andenpladsen fem point efter Gladsaxe HG. De to Gladsaxe-hold skulle have mødt hinanden den 1. februar, men denne kamp er rykket til torsdag den 19. marts i AB-hallen. Denne kamp bliver formentlig afgørende for, hvem der henter oprykningsbilletten til 2. division. ABs næste kamp er først den 22. februar i Ølstykke.