- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Møgkamp nok til sejr

Gladsaxe HGs damer holder fast i topplaceringen

Spillerne stod nærmest i kø for at lave elementære fejl. Men Gladsaxe HGs damer levede op til klicheen om, at gode hold også vinder på dårlige dage.

Så med cifrene 21-18 kunne de søndag middag forlade banen efter en rigtig sløj kamp mod Nordbornholm, der fik lov til alt, alt for meget i årets første kamp.

Det begyndte ellers godt for Gladsaxe HG. Louise Herlevsen  bragte Gladsaxe HG i front med 5-3 fire hurtige mål. Men siden blev det hele noget mystisk noget med gribefejl, upræcise afleveringer ud over sidelinjen, skud over mål i oplagte positioner, skridt og andre dårligdomme, der slet ikke hører til hos et tophold. Ideen med at spille med syv udespillere kostede et par mål, fordi bornholmerne opsnappede bolden og kunne score i et tomt mål.

Af og til tog Gladsaxe HG sig dog sammen og fik scoret de mål, der gjorde, at kampen ikke blev vildt spændende.

Bedst i billedet stod Rikke Madsen, der scorede fire mål og ikke lavede så mange fejl. Mette Løser fik rettet op på nogle ting, da hun scorede vigtige mål fra svære positioner. Bornholm var et par gange lige ved at få kontakt, men i slutfasen tog hjemmeholdet afstand

Næste opgave er ude på søndag mod Arresø. Det kan næsten kun blive bedre, og det er vigtigt for snart kommer nærmest altafgørende opgør.