- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Pensionister kæmper videre

Sølyst giver underskud på 1,8 millioner kroner

I forbindelse med spørgetiden ved byrådsmødet afleverede Knud Petersen 600 underskrifter til borgmester Karin Søjberg Holst. Underskriverne er pensionister, der protesterer mod kommunens salg af kursusejendommen Sølyst i Fakse Ladeplads.

Tidligere socialudvalgsformand Erling Schrøder, der i over 40 år repræsenterede Socialdemokratiet i byrådet, kæmpede også via spørgetiden for bevarelsen af Sølyst på kommunens hænder. Det er et sted, som har givet så mange sociale oplevelser, sagde Erling Schrøder, der også pegede på, at personalet ville blive sendt ud i arbejdsløshed.

Seniorudvalgsformand Trine Græse (A) fortalte, at hun har stor forståelse for sympatien for kursusejendommen. Men økonomisk hænger det slet ikke sammen. Der er for meget tomgang, hvor faciliteterne ikke bliver udnyttet, og driftsunderskuddet er på 1,8 millioner kroner om året. Og man kan ikke bare se bort fra, at der skal være personale hele året.

Erling Schrøder tale om bortforklaringer og mente, at en uvildig instans bør se på hele situationen.

-Og når kommunen kan bruge meget store beløb på en kommende letbane, så er 1,8 millioner kroner ikke det store beløb. Det sidste ord er ikke sagt i den sag, sagde Erling Schrøder.