- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Prismodtager er fundet

Oboist Eva Steinaa får Gladsaxe Kommunes Musikpris 2015

Den unge talentfulde oboist Eva Steinaa er valgt som modtager af Gladsaxe Musikpris 2015. Prisen bliver overrakt i forbindelse med musikpris koncerten, som finder sted i festsalen på Grønnemose Skole 28. februar.

Eva Steinaa er en ung talentfuld oboist, som i en alder af 21 år allerede har optrådt som solist i flere af de danske symfoniorkestre. I 2009 vandt hun Berlingske musikkonkurrence, og i 2014 fik hun tildelt DR’s P2 Talentpris.

I juni 2013 havde Eva Steinaa kontrakt som 1. solo-oboist i Sønderjyllands Symfoniorkester, og samme år vandt hun pladsen som 1. solo-oboist i DR Symfoniorkestret. På det tidspunkt var Eva Steinaa blot 20 år og studerende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Klang og teknik

– Eva Steinaas obospil er kendetegnet af en sjælden virtuos teknik. Hendes klang er umiddelbar og utrolig smuk. Det virker som om intet begrænser Evas spil. Hun er allerede nu en ener på sit instrument og med hendes unge alder taget i betragtning, vil hun uden tvivl udvikle sig til en musiker af international klasse, siger træblæserprofessor Max Artved, der er en af de undervisere, som Eva Steinaa har gået hos.

Eva Steinaa begyndte sin obo-undervisning som 9-årig og blev som 15-årig optaget på Sankt Annæ Gymnasiums MGK-linje. Siden har hun modtaget undervisning hos solo-oboist i Det Kongelige kapel, Joakim Dam Thomsen, og sideløbende af Max Artved. Som 17-årig blev Eva Steinaa optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun nu går på solistklassen.

Gladsaxe Kommunes Musikpris er uddelt siden 1966. Prisen består af et rejselegat på 50.000 kroner, et originalt kunstværk og en koncert som solist med Copenhagen Phil.

Samarbejde med Copenhagen Phil

I forbindelse med Musikpriskoncerten 2014 startede et spændende 3-årigt samarbejde med Gladsaxe Musik- og Billedskole. I 2015 er det andet år for samarbejdet og de unge lokale musikere fra Musik- og Billedskole leverer underholdning i foyeren inden koncerten.

De har arbejdet intenst med musikken sammen med musikere fra Copenhagen Phil og de værker, som de unge fra Musik- og Billedskolen spiller, relaterer til det repertoire, som orkesteret opfører. Desuden har Billedskolens elever arbejdet hårdt på en række værker, som er inspireret af musikken og som alle interesserede kan se udstillet i forbindelse med koncerten.