Sjov nat i biffen
natbio.jpg
Der var trængsel ved indgangen. Foto: Privat
113 til filmmaraton

I lørdags afholdt Gladsaxe Børnefilmklub filmmaraton for de unge i 7.-9. klasse i Gladsaxe kommune, og det var en kæmpe succes! Arrangementet løb af stablen i Bibliografen, der havde stillet en operatør til rådighed hele natten. Allerede en time før dørene åbnede stod de første unge i kø udenfor i sneen, med store tasker fyldt med dyner, puder og slik, for at få de bedste pladser. Da dørene åbnede myldrede det ind med forventningsfulde og spændte unge mennesker. Da klokken blev 22.30 havde alle fået en siddeplads og sat sig til rette under tæpper og dyner, og vi gik i gang med at se den første film; Divergent. Da den sluttede omkring klokken 1, gik alle ud og fik pizza i foyeren. Der var bestilt 110 pizza hos Café Sisko, og Aydin og hans makker havde formået at lave dem alle på en time og tyve minutter. Der blev dog langtfra spist op, så der var også pizza til resten af natten.
Derefter begyndte film nummer to; The Perks of Being a Wallflower. Da den var slut begyndte filmquizzen. Det var en interaktiv quiz der foregik oppe på lærredet. Alle skulle bruge deres smartphone for at deltage, og så svarede de unge på spørgsmålene via den. Efter 15 sjove og underholdende spørgsmål, var vi kommet frem til fem vindere. Førstepræmien var et gavekort til Bibliografen på 200 kr., anden- og tredjepladsen vandt store popcorn og fjerde- og femtepladsen vandt slikposer. Da folk var kommet på plads igen startede den tredje film; Van Wilder. En rigtig drengerøvsfilm, som pigerne dog også var godt underholdt af. Da den tredje film sluttede, blev det tid til den store overraskelses forpremiere film, der viste sig at være Nat på Museet 3; Gravkammerets Hemmelighed, der ellers først har premiere 5. februar.
Da klokken nærmede sig 07, var den sidste film slut. De unge pakkede dyner, slikrester og puder sammen igen, og dryssede ligeså stille ud i foyeren, hvor der var morgenmad stillet frem. Nu sås et lidt andet billede end da de unge ankom; de var klatøjede, havde et lavt energiniveau og sad stille og roligt i foyeren og ventede på at blive hentet af deres forældre.

På trods af at det var en lang nat, var der overraskende få der faldt i søvn. Der var dog alligevel nogle stykker der ikke kunne holde sig vågne. Nogle faldt i søvn siddende på stolerækkerne, nogle havde lagt sig under sæderne, og nogle havde lagt sig helt oppe foran lærredet med dyner og puder.

Deltagerantallet var sat til 100 personer, på trods af at den store sal i Bibliografen har 214 siddepladser. Men på denne måde var det muligt for deltagerne at brede sig ud over to pladser og sidde lidt mere komfortabelt. Hele ugen igennem var der utrolig stor tilslutning til arrangementet, og allerede fredag så Gladsaxe Børnefilmklub sig nødsaget til at sætte deltagerantallet op til 110 personer. De nåede da også at blive helt udsolgt, og da arrangementet startede lørdag aften kl. 22 var der 113 deltagere.

Alle havde en rigtig hyggelig aften og nat, og nat filmmaraton er bestemt et tiltag, der vil blive gentaget af Gladsaxe Børnefilmklub.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top