Stor triumf for basketballklubben
basketball.jpg
Gladsaxe kunne i år mønstre en trup på næsten 40 drenge, og de repræsenterede klubben fint ved den traditionsrige turnering i Lund. Foto: Privat
Første topplacering i Lundaspelens historie

Gladsaxe Basketball Klub deltog forrige weekend i den 37. udgave Nordeuropas største basketball turnering – Lundaspelen – som afholdes hvert år i begyndelsen af januar i den sydsvenske by.

Lundaspelen, eller “Lund” – som turen og stævnet kaldes af spillerne – er kæmpestor, med over 300 deltagende hold fra hele Skandinavien samt nabolande som Tyskland, Polen og Østrig og Baltikum. Efter en pause på nogle år, hvor Gladsaxe har været ude, er det nu igen ved at være en årlig begivenhed at komme afsted og i år var næsten 40 spillere og ledere afsted, fordelt på 4 hold i grupperne for under 16 år, 14 år, 12 år og 11 år.

Klubbens absolut vigtigste fokus med sådan en tur er altid det sociale og det, at få nogle gode oplevelser med sine holdkammerater, men i år kunne klubben også høste stor sportslig succes i rækken for drenge født i 2004 eller senere. Holdet gik ubesejret gennem hele turneringen og med meget overbevisende spil mod hold fra bl.a. Sverige og Tyskland (Berlin) kunne Gladsaxe-drengene fortjent løfte den imponerende pokal, som vindere af turneringen – for første gang i klubbens historie.

Basketball-klubben er stadig en lilleput, sammenlignet med mange andre foreninger i kommunen og også i forhold til basketball-klubberne i vores nabo-kommuner som f.eks. Ballerup eller Gentofte, men der arbejdes hårdt på at skabe gode rammer og for at gøre det sjovt at komme til træning og det viser sig i form af fortsat medlemsfremgang og nu også sportslig succes.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top