- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Usmidigt bookingsystem i kommunen

Man kan undre sig over, at Gladsaxe kommune har et bookingsystem, der er konstrueret sådan, at frivillige ledere skal bruge uforholdsmæssig meget tid på noget så simpelt som f. ex. at søge lokaler på en skole.

I min skakklub benytter vi ofte Stengård skole til arrangementer. Hvis systemet virker, så tager det ca. 1 – 3 timer at søge skolen for én enkelt dag. Oftest kan man slet ikke bestille noget som helst, fordi det er så gennemført u-logisk, u-matematisk og u-brugervenligt  opbygget,  at selv skakspillere og dataloger må give op. Jeg havde forsøgt at udlicitere  opgaven til forældre, og alle sagde samstemmende, at det gjorde de kun én gang. En ansat fra kommunen skulle vise mig, “hvor let det var”, men hun kludrede også i det, og de sidder med det hver dag. For os andre er det nyt hver gang, fordi vi kun bruger det hver 3. måned. I stedet for at søge Stengård skole til en pigeturnering har jeg i stedet søgt en privatskole, det tog ca 30 sekunder.

Lige så fantastisk er den årlige foreningsindberetning, som finder sted i disse dage. De dataloger, eller hvad de er, som har konstrueret disse absurditeter, skulle prøve og se Dansk Skak Unions registreringssystemer, de er så logiske, at 6 – årige børn kan finde ud af at bruge dem.

I de frivillige foreninger vil vi godt bruge tiden sammen med børnene og lære dem folkedans, springgymnastik og skak, men hvis vi skal bruge så meget tid på noget, der højst burde tage 5 minutter, så er der risiko for at de frivillige ledere finder andre græsgange.

 

Helge Neesgård-Madsen
Formand for Stengård/Vadgård skoleskak
juniorleder i GSF-Caïssa.