Bagsværdpige dyster om tysk musikpris
Blokfløjte-01-07-15.jpg
Maria Randvig får selskab af over et dusin skolekammerater fra Sankt Petri Skole, når hun 18.-20. marts konkurrerer i Paris. Foto: Kaj Bonne
Maria Randvig stiller op i ”Jugend musiziert” og skal nu til Paris

At spille blokfløjte har rigtig mange prøvet uden at det lige har lignet vejen til en glorværdig karriere. Det er blevet til noget trutteri og så hurtigt videre. I den anden ende af skalaen har Danmark så verdensstjerne Michala Petri.

På Gladsaxe Musik- og Billedskole på Telefonfabrikken findes der blokfløjteelever, og deres evner peger mere mod Michael Petri end trutteriet.

En af dem er den 15-årige Maria Randvig, der bor i Bagsværd, men som går på den tyske skole Sankt Petri Skole i Larslejsstræde inde ved Nørreport.

-Min mor kommer fra Tyskland, forklarer Maria skolevalget.

Maria deltager lige som en lang række af elever fra Sankt Petri Skole i den tyske musikkonkurrence ”Jugend musiziert”, og ved den første lokale konkurrence i København gjorde hun det så godt på sin blokfløjte, at hun har kvalificeret sig til næste runde, der foregår i Paris om seks uger. De bedste fra den konkurrence går videre til selve finalen i Hamborg til sommer.

Langt over 20.000 tyske børn og unge deltagere i konkurrencen i Tyskland, og så kommer der deltagere fra tyske skoler i udlandet.

Maria har spillet blokfløjte næsten halvdelen af sit liv, og hun har gjort op, at hun bruger ca. 15 timer om ugen på det, så hun er bestemt ikke kommet sovende til sin succes.

På den baggrund kunne man måske tro, at hun vil satse på en karriere som blokfløjtespiller, men det kan hun ikke lige se for sig.

-Til sommer skal jeg på musikefterskole, og så vil jeg bagefter søge optagelse på musiklinjen på Aurehøj Gymnasium, men studier på musikkonservatoriet er nok ikke lige mig, siger Maria, der mere er en performer. Der skal ske noget, når hun er på scenen.

 

Tramper rundt

-Jeg tramper rundt på scenen. Jeg vil have publikum med, og det lykkes ganske ofte, smiler Maria.

Når hun skal konkurrere i Paris, skal hun spille i ca. 20 minutter. Hun bliver i fem-seks minutter akkompagneret på guitar af Niels Kold, der også får en tur til Paris.

Maria begyndte for tre år siden også at spille guitar. Repertoiret er mest fra renæssancen.

Der er altså masser af musik i hendes liv. Men der bliver også tid til andre interesser.

-Jeg løber et par gange om ugen nogle forholdsvis lange ture. Og så bager jeg. Når jeg har ferie, kan det godt blive til mange kager.

-Marias bagværk er meget populært, fortæller hendes blokfløjtelærer Anke Riechert, der pudsigt nok i denne sammenhæng kommer fra Tyskland.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top