- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bassinet fyldt med glade børn

550 børn deltog i det årlige svømmestævne

Forældre og bedsteforældre sad bænket i Gladsaxe Svømmehal med forventningsfulde miner. I bassinet lå barnet parat til kæmpe mod andre børn – og på tilskuerrækkerne gik kampen mere civiliseret for sig med at råbe.
Gladsaxe Kommunes årlige tilbagevendende svømmestævne for skoleelever fra 0. til 4. klasse var igen et stort trækplaster. Ikke færre end 182 hold fra kommunens skoler og i alt 550 børn deltog i kapsvømningen.
– Det var en fantastisk dag. Det er dejligt at se så mange børn være sammen for at bevæge sig, siger Guy Rubaudo, pædagogisk konsulent for Børne- og Kulturforvaltningen.
Ikke alle unger var lige gode til at svømme. Nogle forsøgte at svømme et par meter, inden de satte fødderne ned og gik. Men glæden var ikke til at tage fejl af.