- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

-Byrådsarbejdet er sagen

Tre unge politikere gør status efter det første år

Gruppebillederne i gangen bag opholdsrummet i byrådssalen på rådhuset taler deres tydelige sprog: Kommunalpolitik er ikke for folk, der for få år siden har forladt teenageårene.
Der er enkelte dementier. Ved forrige valg kom Thomas Monberg ind for SF og Kristoffer Beck for de konservative. De mistede deres plads igen ved valget i 2013. Og der kan ses en ung Lars Abel hos de konservative for over 40 år siden. Men ellers er der mange med grå lokker.
Ved kommunalvalget i november 2013 blev der rykket markant ved statistikken. Denne gang kom der tre unge ind. Susanne Yazdanyar blev valgt til Enhedslistens gruppe, der kom op på tre medlemmer. Camilla Pedersen og Jakob Skovgaard Koed kom ind i Socialdemokraternes 10 mands gruppe
Den ene blev næsten tvunget helt i knæ. Arbejdspresset var enormt. De to andre kom lidt nemmere i gang, og den ene af dem røg ind i sager, hvor han kunne udnytte sit studium, så det forholdsvis let med at finde fodfæste.
Nu gør de status, og konklusionen er klar hos dem alle. Det er sagen at sidde i byrådet. At være med til at påvirke de lokale forhold og se hurtige resultater. Så det kan sagtens anbefales til andre.
-Det første halve år var godt nok den sværeste periode i mit liv. Jeg skulle bruge enormt meget tid på at sætte mig ind i tingene, fordi vi kun er tre i vores gruppe. Hvor skulle jeg lægge mit fokus?. Jeg fik meget hjælp af Trine Henriksen fra vores gruppe. Men hårdt var det. Og jeg måtte droppe nogle eksamener. Men nu er jeg blevet bedre til at sortere i tingene, siger Susanne.
Jakob Skovgaard Koed kom nemmere til det. Dels fordi han har ni partifæller i byrådet, dels fordi han fik lov til at tage sig af trafikpolitik, som han ved meget om via sit studium.
-Jeg kan jo læse en lokalplan, og det hjalp, siger Jakob, der en enkelt gang har været på talerstolen for at supplere med nogle kommentarer omkring letbanen. Det virkede ret overbevisende.
Susanne Yazdanyar har været på talerstolen en del gange, mens Camilla Pedersen har sin debut til gode.
-Sådan er det at være del af en stor gruppe. Jeg skal jo ikke op for bare at sige noget, som allerede er sagt. Men jeg sidder sådan lidt på nåle for at få chance, griner hun.
Når man er i begyndelsen af 20erne har man af logiske grunde ikke den store livserfaring, så i nogle situationer er det næsten som at blive kastet for løverne i det politiske arbejde. Men der er ingen vej udenom.
-Det er sin egen sag at være ordstyrer ved et bord, når der skal laves gruppearbejde efter et borgermøde, og der skal holdes styr på borgere, embedsmænd og politikere, siger Jakob.
Susanne Yazdanyars familie flygtede fra Iran af politiske grunde. Hun har været med til politiske møder næsten siden hun kunne holde sig oprejst og forklarer sit engagement på venstrefløjen med, at hun synes at verdens goder er urimeligt skævt fordelt. Da hun kom ind i Enhedslisten i Gladsaxe bad hun om at komme højt på listen til valget. For hun ville være med, hvor det sker.
Camilla Pedersen kæftede lystigt op i timerne på Vadgård Skole, så en lærer foreslog at hun meldte sig ind i et parti, og det blev så Socialdemokratiet, hvor hun kunne komme til at gøre noget for de ældre og forsøge at få ændret forhold for unge uden arbejde eller for folk med handicap.
Jakob Skovgaard kommer fra et forholdsvis borgerligt miljø på midten. Hans onkel Thomas har et par gange været indkaldt som suppleant for Venstre i byrådet.
-Jeg har en multihandicappet søster og en bror, der blev meget påvirket af den situation, og jeg føler, at jeg bedst kunne gøre noget ved det via Socialdemokratiet, siger Jakob.
Økonomisk giver det for dem ca. 100.000 kr. at være medlem af byrådet og have diverse udvalgsposter. Men så skal der betales partiskat. Susanne Yazdanyar slipper lidt lettere end andre medlemmer af Enhedslisten som studerende. Ellers skal man bidrage med 10 procent. Socialdemokraterne slipper med tre procent.
Men timelønnen er ikke det store sus, fordi der skal bruges så mange timer på at sætte sig ind i sagerne.
Der tales meget om chikane og trusler mod byrådspolitikere. Men det har ingen af de tre mærket noget til.
-Vi er nok heller ikke så kendte, som Jakob konstaterer.
Til efteråret forlader han byrådet i en periodet. Han skal til USA i seks måneder for at studere og afløses af Leon Friis Jørgensen.
Generelt for alle tre gælder det, at de gerne vil gøre noget for deres egen aldersgruppe. Det nye spillested for unge f.eks. appellerer til at kontakte unge.
Når det gælder det politiske klima i byrådet synes de, at det fungerer fint.
-Det er næsten nemmere at diskutere med modstandere, fordi man forventer en anden holdning, end at skulle forsøge at komme igennem i sin egen gruppe med sit synspunkt, som Camilla siger.
Konklusionen efter det første år er klar: De har ikke fortrudt og kan kun anbefale andre unge at blande sig i stedet for at indtage holdningen med at politikere nærmest kommer fra en anden planet og er pampere.

Susanne Yazdanyar, Enhedslisten
23 år
Studerer statskundskab
Født i Nykøbing F. Vokset op på Nørrebro. Bor på Nybrogaard Kollegiet
Har dyrket karate
Camilla Pedersen, Socialdemokraterne
23 år
Arbejder som social-sundhedsassistent på Bakkegården
Underviser på DSUs kurser
Bor i Buddinge
Jakob Skovgaard Koed, Socialdemokraterne
22 år
Bachelor i byggeteknologi på DTU 2011-2014
Kandidat i transport og logistik fra 2014
Flyttede til Gladsaxe i 1992 fra Østerbro til Buddinge og dernæst til Bagsværd. Bor nu på Nybrogaard Kollegiet.
Løber og cykler – og bager kager