Crossfit løfter sig i disse år
Crossfit-II-06-15.jpg
Muskler og sved i skøn forening under lørdagens danske mesterskaber i Gladsaxe Crossfit i lokalerne på Tobaksvejen Foto: Jan Løfberg.
Flot mesterskabsstævne i Gladsaxe

Man ser annoncerne for sig. Sixpack over hele linjen. Jo, de var der, de der sixpacks. Men mest på de stort opslåede bannere hos Gladsaxe Crossfit, der i lørdags arrangerede det kun andet danske mesterskab i crossfit.
Crossfit har fået enormt bevågenhed på det seneste, og på landsplan dyrker 20.000 danskere den nye trend, der forener høj musik med muskler og sved. Stemningen var god og moderne. Noget som tiltrækker unge mennesker.
I lørdags lød musikken for et utrænet øre som noget tysk heavy, formentlig Rammstein. Og det så ud til at falde i de over 50 DM-deltageres smag, for når de skulle hente de sidste kræfter, mens sveden sprang og råstyrken blev udfordret.
Blandt tilskuerne sporedes mange, der også selv dyrker crossfit. Og der lød opmuntrende tilråb. Særlig energisk var vennerne til Karina: – Kom så, Karina.
Energidrikkene stod klar i kølemontre, og Kalles Kaffe havde sendt sin lille grønne bil ind i stævnelokalet. Og der var også økologiske energibarer og meget andet godt, som kunne hjælpe til under konkurrencerne.
Særligt kvinderne havde stramme frisurer, så håret ikke kom i klemme, når de skulle sende de tunge vægte op over skuldrene.
Gladsaxe Crossfit kunne på den stævnemæssige front glæde sig over mange ting, men det sportslige trumfede alligevel, da Louise Ravndal Hedelund vandt det samlede DM.
– Det gode ved crossfit er, at motionister og elite mødes. Som deltager kan du være med på alle niveauer. Det kan mange lide, fortæller Sarah Lindasdatter Troelsen Krarup for crossfit-udvalget under vægtløftningsforbundet.
I lokalerne på Tobaksvejen stod den lokale klub sammen med Dansk Vægtløftnings Forbund for et velarrangeret og godt DM-stævne. Der var masser af plads i lokalerne, så det kan bestemt ikke udelukkes, at Gladsaxe i nær fremtid igen vil åbne dørene for et stort mesterskabsstævne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top