DaBoing – og så var der pasta
Jazzklubben-08-15.jpg
Børn og forældre så med spænding frem til pastaskruer med spaghettisovs. Komponisten og guitaristen Halfdan E overvåger omrøringen i gryderne. Foto: Kaj Bonne.
Kæmpesucces for jazzklubbens børnearrangement

150 børn, forældre og bedsteforældre. Børn liggende på gulvet, både de trætte og de begejstrede. De klappende og de syngende. Børn i alle retninger. En fast hånd. Kaos. Skønt kaos. Fra den lille scene musik. Dejlig musik i børnehøjde. Leveret af DaBoing Band med den skønne sanger Louise Norby – jo en søster til Cecilie – Carl Quist Møller på slagtøj og komponisten Halfdan E på guitar.
Det var musik. Det var show. Det var godt. Gladsaxe Jazzklubs formand Ole Kjær strålede som vanligt som en sol. Endnu en succes kunne onsdag aften noteres på Telefonfabrikken.
Først blev der skåret sund mad som agurker og gulerødder. Så var der koncert i en time. Meget passende. For en knægt hev mor i frakkeærmet: ”Kom så, jeg er sulten!” Og så blev der serveret pastaskruer med kødsovs som også kaldes for spaghettisovs af børnene. Køkkenpersonalet var i strålende humør, og der var travlt rundt om de store gryder. For ikke at blive forsinkede havde kokkene sat pastaen lidt vel tideligt over. Pastaskruerne var vel det, som en stjernekok ville betegne som udkogte. Men: Her er et trick til enhver, der koger spaghetti eller andre pastaformer til ungerne: Det gør ikke noget! Børn kan ikke fordrage, at pastaen er kogt al dente. De vil hellere have den godt udkogt! Alle var da også glade.
Og i særdeleshed musikerne. DaBoing Band har spillet i seks år og holdt 150 koncerter for børn fra tre til ti år over alt i det ganske rige. – Der er en ubeskrivelig begejstring blandt børnene, sagde Louise Norby.
– Ja, og børnene kan være frække og kommenterer, men det er herligt, supplerede Halfdan E.
– Tekstuniverset kan være en udfordring, men vi prøver at få det til at matche, sagde Carl Quist Møller.
Jazzklubben måtte melde alt udsolgt i onsdags, og 75 børn fik ikke hørt jazz i denne omgang. Mon ikke der allerede bliver udtænkt nye planer i klubbens bestyrelse?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top