Annonce
Panserbassen vender tilbage
Politi-08-18-06.jpg
Politibetjente på gåben i gadeplan kan bidrage til at skabe en stemning af tryghed. Foto: Kaj Bonne
Politiet skal ud i marken

”Panserbasse version 2.0” det kalder Københavns Vestegns Politi selv deres nye projekt ”dit lokale politi”, der efter planen udrulles fikst og færdigt i løbet af dette år: Ideen er i al sin enkelhed, at de lokale politibetjente kommer tættere på borgerne i hverdagen. Synligheden styrkes af gavn, men ikke af savn.

– Vi vil være mindre på stationerne og mere ude i marken. Men synligheden skal ikke forstås på den måde, at betjenten stiller sig ned i ”chokoladekrydset” og bliver set for at blive set. Synligheden skal opleves af borgerne, så de mærker, at vi er tilgængelige. Vi har i hele politikredsen 60 mand, som arbejder i toholdsskift, og som kommer i øjenhøjde med borgerne, siger Kim Christiansen, politidirektør i Københavns Vestegns Politi.

Gladsaxe Kommune er en del af Lokalpoliti Nord sammen med Herlev og Ballerup Kommuner. Kim Christiansen oplyser, at det endnu ikke er besluttet, hvor denne lokalpolitienhed rent fysisk skal ligge. I øjeblikket føres der forhandlinger med de tre nord-kommuner.

”Dit lokale politi” startede sidste år i Glostrup og Rødovre. Det har været en uforbeholden succes. Således har man i Glostrup opdelt kommunen i fire skoledistrikter, hvor de enkelte betjente kender ”alle”. Som Jørgen Harlev, politiinspektør for lokalpolitiet, udtrykte det på det nyligt afholdte nytårsmøde med pressen, så er det en slags ”Strisser på Samsø i storbyen”: – Men lokalbetjenten skal også være parat til at bruge jernhandsken.

I Lokalpoliti Nord er bande-exit et særligt indsatsområde. Ifølge chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard så er der et tæt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med radikaliseringen af de unge. Endvidere er lokalpolitiet i vedvarende dialog med kommuner i forbindelse med exitplanerne for det enkelte individ, og der arbejdes hårdt på at skaffe for eksempel praktikpladser.

Der er tre strategiske fokusområder i ”dit lokale politi”. Det er borgernærhed, service og ikke mindst forventningsafstemning.

 

19.000 opkald

– Det er næppe en hemmelighed, at ikke alle er tilfredse med os. De siger: ”Vi ringer, og så kommer de ikke”. Vi får 19.000 opkald om året, men vi er altså ikke som et taxaselskab, hvor man ringer og bestiller en vogn. Vi skal prioritere, siger Kim Christiansen. Politidirektøren nævner, at politikredsen i år vil have en ekstra opmærksomhed på, at der altid skal være en tilbagemelding til borgerne.

Vestegnens politi har bestræbt sig på at investere i mobilitet i stedet for mursten. I stedet for at have betjentene siddende i dyre bygninger, så skal mobiliteten bruges på gadeplan. Derfor vil det være muligt at rykke massivt ud med 20-25 mand i stedet i stedet for fire betjente. Ideen er at få et stærkere og mere fleksibelt lokalpoliti, hvor de små enheder samles i mere slagkraftige enheder, som kan støtte hinanden i politikredsen. Lokalpolitiet tæller ca. 130 politifolk, hvoraf 60 dække hvert sit distrikt til fods, på cykel, i bil og med mobile politistationer, og disse betjente arbejder i toholdsskift. Men ellers så er håbet, at den enkelte lokalbetjent kan skabe en dialog med borgerne. Forinden vil politiet hænge plakater op i nærområdet med billede, navn, mobiltelefonnummer og mail-adresse på lokalbetjenten. Panserbassen er med andre ord vendt tilbage.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top