- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Roning på gulv hitter

Over 1.000 roere var med ved DM i Gladsaxe Sportshal

Gladsaxe Sportshal dannede i lørdags en festlig og storslået ramme om danmarksmesterskaberne i ergometer-roning. Der var fyldt på tilskuerpladserne, og på halgulvet var 1.000 roere igennem maskinerne i løbet af dagen.
– Det var et godt stævne, og der var meget at glæde sig over. Der var utrolig mange med i ungdomsrækkerne, og som helt nyt ser det ud til, at kano- og kajakroerne også har taget ergometerroningen til sig, siger Mikael Espersen fra arrangørklubben Bagsværd Roklub.
– På den lange bane ser det ud til, at de danske rotalenter står i kø. Der er virkelig en stor talentmasse at tage af, siger Mikael Espersen.
Gladsaxe Sportshal har i årevis lagt faciliteter til det meget populære DM-stævne, og det er simpelt hen blevet en årligt tilbagevendende begivenhed, fordi forholdene i Gladsaxe er så gode for udøverne, som det er tilfældet.
Bagsværd Roklub arrangerede mesterskaberne i samarbejde med Concept2, der leverede konkurrencemaskinerne, og Dansk Forening for Rosport. I alt sørgede 30-40 frivillige fra roklubben ved Bagsværd Sø, at stævnet endnu en gang blev en succes.