Annonce
10 afbud ingen hindring
Gladsaxe-Hero viste gode takter mod Odsherred

Fem havde meldt fra for at pleje skader. Fem andre havde private gøremål og kunne ikke være med. Så Gladsaxe-Hero var ikke just tæt på idealopstillingen mod Odsherred fra sjællandsserien i træningskampen i lørdags. Men det gik faktisk fint.
Godt nok vandt Odsherred under ledelse af den tidligere AB´er Kaan Metin med 2-1, og de var endda så venlige at score alle målene, men Gladsaxe-Hero kom faktisk til mange afslutninger, og der var bevægelse og gejst i spil og indsats.
-Det var ikke så lidt af en oprejsning efter en sløj indsats i forrige kamp mod GVIs 2. hold. Der tabte vi 0-3, men bortset fra de første 5-10 minutter i dag, var jeg godt tilfreds, sagde Gladsaxe-Heros træner Carsten Rust.
I målet var der gensyn med Andreas Damberg, der er tilbage i sin gamle klub efter et ophold i Bagsværd. Han klarede det fint, bortset fra at han blev overlistet af et gigantisk langt indkast, der nærmest kom som et hjørnespark. Efter en ripost på overliggeren blev bolden headet i mål
-Andreas kom i torsdags. Det samme gjorde Jonas Hagemann, men han har travlt som ejendomsmægler i Valby, så det er nok begrænset, hvad han kan overkomme, siger Carsten Rust.
På lørdag tager man imod BGA, der nu trænes af Tom Nielsen, der indtil nytår var i Gladsaxe-Hero. Han er træner sammen med Gladsaxe-Heros tidligere målsluger Brian Andresen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top