- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Økonomi i øjenhøjde

9. klasse-elever fra Bagsværd lærte om penge

Vi har vel næsten alle oplevet det. Vi skal lige til at ringe til en person, men inden vi trykker på tasterne, så ringer den person, som vi ville ringe til. Sådan var det næsten også, da lærer Svend Videbæk fra Bagsværd Skole henvendte sig i Danske Banks Bagsværd-afdeling, hvor han snakkede med filialdirektør Helen Elisabeth Kuhre. Hun stod netop og skulle ringe til skolen. To sjæle, en tanke. Og så var der ligesom ikke så langt fra tanke til handling.

Danske Bank har så kørt et uddannelsesforløb, hvor Bagsværd Skoles tre 9. klasser – x, y og v – fik to timers økonomiundervisning i banken, hvor to unge bankansatte Mark Sørensen fra Bagsværd-afdelingen og Lasse Gerbola fra Søborg-afdelingen fortalte de 15-16-årige om pengenes univers. Det skete i øjenhøjde med de spørgelystne elever. I onsdags var det så x-klassen, der lærte at behandle penge og kontokort med omtanke.

Da Gladsaxe Bladets udsendte forsøgte at pippe, om det var skolereformens fortjeneste, at skole og erhvervsliv danser hånd i hånd, fik han skam pænt at vide, at sådan havde man skam gjort tidligere. Både skole og bank.

Svend Videbæk underviser i matematik, samfundsfag og idræt, og det er i den grad fag, hvor der er meget at hente på “udebane” uden for skolens klasselokaler. I banken fik de unge at vide om aktier og andre værdipapirer, gældsbeviser, renter, budgetlægning og finansielle forhold i øvrigt. Videbæk havde forleden 10 drenge med hos Cykelkrogen, hvor de kørte mountainbike og lappede cykler. I fredags havde læreren nogle elever med i vægtløftningsklubben.

Danske Bank i Bagsværd har allerede haft 260 elever fra Bagsværd 10. klasser igennem et andet økonomisk forløb.

Opsparing en god ide

– Her er eleverne et år ældre end 9. klasse-eleverne, så vi tilpasser det til, at der ikke så lang tid til, at de måske flytter hjemmefra. Men om det er 9. eller 10. klasse, så er det overordnede mål, at vi gerne vil uddanne ansvarlige unge, som får en god økonomi i fremtiden, fortæller Helen Elisabeth Kuhre.

Mark Sørensen og Lasse Gerbola brugte nogle illustrative eksempler fra elevernes dagligdag, hvor godt det er at betale kontant, undgå afdragsordninger og foretage fornuftige indkøb.

– Der var såmænd en elev, der opdagede, at det da meget bedre at betale en iPad med de penge, som man havde sparet op i stedet for at låne til den i banken. Og så kan det vel ikke være helt skævt, det vi lærer dem, grinede filialdirektøren.

De unge fangede også, at kviklån med eller låneordninger hos butikkerne i sidste ende kunne blive en meget bekostelig affære.

Danske Bank 01 Mia 09-15

Foto: Kaj Bonne.

Mia de Fries
fra 9. X, 16 år:
– Det har været meget spændende. Jeg har lært mange ting, som jeg ikke kendte til i forvejen.
Vi fik at vide, hvad forskellen var på aktier og gældsbeviser, og hvor lidt man har at leve af,
når man er på kontanthjælp. Jeg er nok ikke så god til at holde styr på min økonomi,
men jeg har lært noget, som jeg kan bruge.

Danske Bank 02 Sofie 09-15
Foto: Kaj Bonne.

Sofie Molin
fra 9.X, 15 år:

– Jeg er blevet meget klogere på, hvordan vi bruger vores penge. Vi fik også indsigt i,
hvor få penge en familie har at leve for, når regningerne er betalt, selv om de måske
samlet tjener over 800.000 kroner. Min mor er enlig, så jeg ved, at der ikke er meget
at gøre godt med. Til daglig har jeg et Mastercard, og det kan jeg godt styre.

Danske Bank 03 Søren 09-15
Foto: Kaj Bonne.

Søren Friis Ehlers Jensen
fra 9. X, 16 år:

– Økonomi er et aktuelt
emne for mig, for jeg overvejer at flytte hjemmefra om et par år. Det er rart at
vide, hvordan man skal begå sig, hvis man låne penge til en lejlighed.
Der er mange indviklede og uoverskuelige begreber inden for økonomi,
men jeg synes, at vi har fået et godt overblik.
På sidelinjen følger jeg lidt med i aktiekurserne.

Danske Bank 04 Mathias 09-15
Foto: Kaj Bonne.
Mathias Nymann Hansen
fra 9. X, 15 år:

Jeg er blevet mere klar over, hvor man har sine penge. Jeg har både en opsparingskonto
og en almindelig konto. Meningen er, at jeg vil sætte mit overskud ind på opsparingskontoen.
Min mor har lovet mig, at hun vil lære mig at lægge budget. Og så har jeg også fået et indblik
i valuta, og både svenske kroner og engelske pund kan svinge i værdi.