Et frirum for de ældre
Vægtløfter-02-13-15.jpg
Erling Johansen er ”Ringenes herre” blandt vægtløftningsveteranerne i Bagsværd Vægtløftnings Klub, og han er formand for Dansk Vægtløftnings-Forbund. Det glæder ham, at vægtløftningen oplever en flot medlemsfremgang i disse år. Foto: Kaj Bonne.
Vægtløftning har meget at byde på, mener veteranmester

Hver tirsdag formiddag mødes et dusin ældre herrer i Bagsværd Vægtløftnings Klub. De får sved på panden og hygger sig. De ældste er 75-76 år. En af de yngre veteraner er den 70-årige Erling Johansen, der netop har vundet de østdanske mesterskaber for Masters. Reelt svarer denne titel til et dansk mesterskab, men når man har vundet så mange DM-titler, som den tidligere olympiske deltager Erling Johansen har, så bliver sådan en lille detalje taget oppefra og ned.
Samværet med de andre vægtløftere, konkurrencen og ikke mindst de gensidige opmuntringer er mere end belønning nok i klublokalet på Bagsværd Stadion. Og der er en stigende tendens til, at flere ældre konkurrerer inden for den traditionsrige sportsgren. Ikke blot i Bagsværd, men over hele landet.
Det er dog ikke kun blandt de ældre, at vægtløftningen sporer en opblomstring. Crossfit er blevet et kæmpehit i fitnesscentrene, og det har medført en klækkelig medlemsfremgang, og mange af de nye er fra de yngre årgange. Udviklingen glæder Erling Johansen, der også er formand for Dansk Vægtløftnings-Forbund. Forbundet har nu 13.200 medlemmer og er i fortsat vækst.
– I forbindelse med den store Herlev Undersøgelse er det pludselig gået op for lægerne, hvad vi vægtløftere altid har vidst: at vægtløftning styrker leddene, siger Erling Johansen.
Vægtløftning har ellers i mange år været udsat for forudfattede meninger gående på, at det da ikke kan være sundt at dyrke: – Hvis en vægtløfter bliver bedt om at flytte et skab, så kigger han først på skabet for at vurdere det, inden han begynder at løfte. Alle andre bukker ryggen og går i gang med at løfte med det samme.

Teknisk svær disciplin
For menigmand kan det se ud som en smal sag at skulle løfte en stang med et par vægte på. Javel, det ser anstrengende ud, men det kan da ikke kræve ret meget teknik. Intet kan være mere forkert: – Vægtløftning er en teknisk kompliceret sport, hvor du hele tiden skal rette din teknik. Du skal mindst udføre 2-3.000 løft, før du løfter uhindret. Herefter skal dit løft vedligeholdes.
Erling Johansen dyrker også styrkeløft for sjov, og da han trænede i Næstved, var han udsat for noget pudsigt: – Jamen, du har da lige sat dansk rekord for veteraner, sagde en af kammeraterne.
Den mentale udfordring noget af det mest fascinerende for Erling Johansen.Vægtløfterne opleve noget af det samme, som der sker under meditation. Man gennemgår en mental renselsesproces, og det er med til at give energi til hverdagslivet efter træning: – Normalt forstyrres vores hjerne hele tiden af tanker, men når du skal løfte hurtigt og eksplodere i vægtløftning, så kan du ikke nå at tænke. Ved at vi hele tiden træner det samme, så kan hjernen holde fri. Jeg har talt med Hjerne-Madsen om det. Det er ikke som under en løbetur, hvor du kan tumle med problemerne undervejs. Vægtløftning kræver en tilstedeværelse på 100 %, du får sorteret tankerne væk. Hjernen holder fri, og når du så er færdig med at træne, kommer du hjem med en frisk hjerne, slutter Erling Johansen.


Erling Johansen er født i 1944. Over 40 danske seniormesterskaber fra 1966-82. Deltog i tre Olympiske Lege (1972, 76, 80). Bedste placering var en 9. plads i Montreal 1976. Har haft mange officielle hverv. Har blandt andet været landstræner og siddet i Team Danmarks idrætsudvalg. Er i dag formand for i Dansk Vægtløftnings-Forbund. Er oprindelig uddannet møbelsnedker hos Rud. Rasmussens Snedkerier på Nørrebro og blev senere lærer. Arbejdede i 37 år som lærer på Bagsværd Kostskole, hvor han underviste i sløjd, idræt, religion, historie og arbejdskundskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top