- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Første spadestik er taget

ABs kunstgræsbane er snart klar

Det har taget sin tid, men nu sker der noget. Forrige mandag gik man i gang med at etablere en kunstgræsbane på ABs baner i Bagsværd. Så fra nu af slipper man for at tage til Gladsaxe Stadion for at bruge banerne der.
Banen ventes at stå klar til brug lige før sommerpausen.
I mandags blev stilheden på ABs grusbane pludselig brudt af maskinlarm og mange arbejdsfolk som gjorde deres indtog på banen for at omdanne den til en kunstgræsbane.
ABs Hovedformand, Ulrik Rasch og fodboldformand, Thomas Gram var som de første, på banen for at tage det første symbolske spadestik og derved markere, at arbejdet nu er i gang.
-Det var en glædelig begivenhed, da Gladsaxe Kommune fandt penge i budgettet til en kunstgræsbane på Skovdiget og derved prioriterede bedre forhold for AB’s næste 1000 fodboldspillere, siger fodboldformand Thomas Gram.
Efter nogle forundersøgelser sidste år, så var Kommunens rådgiver på området samt firmaet, Barslund som vandt Hovedentreprisen, mandag klar til at starte arbejdet med at omdanne grusbanen på AB til en topmoderne kunstgræsbane.
– Det er noget vi har ventet længe på og vi er utrolig glade for, at kommunen har kigget i retning af AB da vi med den flotte bane som er på vej, vil blive endnu mere konkurrencedygtige overfor de omkringliggende eliteklubber. Banens ankomst vil endvidere betyde utrolig meget for det sociale element i klubben, da vi de seneste vintre har set det sociale liv sive ud fra anlægget, når mange af vores hold har, måtte træne på kunstbanerne ved Gladsaxe Stadion, siger Thomas Gram.
Første spadestik
AB’s Hovedformand, Ulrik Rasch (tv.) og fodboldformand, Thomas Gram (th)
tager første spadestik til den nye kunstgræsbane på Skovdiget i Bagsværd.
Foto: Privat.