- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Her skal ligge 160 lejligheder

Planer om nybyggeri ved Søborg Møbel på Gladsaxevej

Debatten var intens, da man for nogle år siden diskuterede hvilken status Søborg Møbel på Gladsaxevej skulle have rent fredningsmæssigt. Nu ser det ud som om der snart sker ting og sager – og at hovedbygningen bevares og måske shines op.
By- og Miljøforvaltningen har fra ejerne, brødrene Jacobsens konsulenter ejendomsmægler Stig Lintrup og Sweco Architects, modtaget et forslag til omdannelse og nybyggeri på ejendommen Gladsaxevej 386-400, Søborg Møbel. Ejendommen indgår i projektet ”Idéer til omdannelse af Gladsaxevej Nord”.
I det fremsendte forslag er hoved- eller længebygninger langs Gladsaxevej foreslået bevaret og genanvendt sammen med nogle bagbygninger, som er sammenbygget med længebygningen. Ca. 2.500 m2 ud af det eksisterende byggeri på ca. 7.300 m2 foreslås bevaret og anvendt til detailhandel, fælles aktiviteter for området, som eksempel fitnesscenter, café, udstilling, service- eller kontorerhverv.
På arealet bag længebygningen foreslås opført ca. 160 etageboliger med en gennemsnitlig størrelse på 120 m2. Ca. 140 boliger foreslås opført i 8 etager, mens ca. 20 boliger opføres i 4 etager oven på et parkeringshus i 2 etager. Der anlægges et sammenhængende opholds- og friareal i bebyggelsens midte på ca. 3.500 m2.

Forslaget til bebyggelse af Søborg Møbel skal ses i sammenhæng med en senere udvikling på HMN-grunden, hvor det vil være oplagt at fastholde bestemmelserne om kontor-domicilbyggeri langs boulevarden, når omdannelse bliver aktuel her.
Søborg Møbel er i kommuneplanen omfattet af rammeområde 17E1, Boulevarden, hvor anvendelsen er fastlagt til kontor og serviceerhverv med supplerende anvendelse til blandt andet boligformål, hotel, konference og udstillingsfaciliteter, laboratorier m.v.

Bebyggelsesprocenten er maksimalt 250, og bebyggelse skal opføres i 6 til 10 etager. 80 % af P-pladserne skal etableres i konstruktion.
Den foreslåede anvendelse og bebyggelse på Søborg Møbel vil forudsætte, at anvendelsen i kommuneplanen ændres til blandet bolig og erhverv. Forslaget indebærer endvidere, at kommuneplanens parkeringsnorm og bebyggelsesprocent skal ændres og tilpasses, og at langt størstedelen af etagearealet vil blive anvendt til boliger.

Vejadgang
Området skal vejbetjenes fra Gladsaxevej i et nyt vejkryds ved Rosenkæret/Gladsaxevej. Det nye ben i vejkrydset skal vejbetjene både Søborg Møbel og ejendommen syd for, Gladsaxevej 372.
Bolig kontra erhverv
I Ringbyens fulde udstrækning giver kommunernes samlede plangrundlag muligheder for væsentlig større omdannelse af arealer til kontorer sammenholdt med muligheden for omdannelsen til boliger. Miljøministeriet har i forbindelse med Fingerplan 2013 kommenteret, at der er en ubalance i udlæg af arealer til boliger og erhverv og har på den baggrund foreslået et samarbejde om strategi og rækkefølge for omdannelsen. Lokalt i Gladsaxe Ringby medfører det nuværende plangrundlag, at forholdet er meget skævt med et stor udlæg til erhverv og næsten intet til boliger. I den samlede planlægning er det vigtigt, at forholdet balancerer, så der er boliger til dem, der skal udfylde de nye arbejdspladser. Det foreslåede boligbyggeri på Søborg Møbel vil kunne opveje lidt af denne skævhed.

Presset på boligmarkedet i hovedstadsområdet er stort, og investorerne viser stor interesse for at bygge boliger, mens interessen for at bygge kontorer er langt mindre for tiden.

Bevaringsværdig bygning
I kommuneatlasset er længebygningen på Søborg Møbel mod Gladsaxevej udpeget med en bevaringsværdi på 4, middel bevaringsværdi. L
Forvaltningen foreslår, at bygningen i en kommende lokalplan udpeges som bevaringsværdig. Det er vigtigt, at bygningens volumen, facadens inddeling med vinduesformatet, rammer og sprosser fastholdes uændret. Udtrykket som industribygning fastholdes, mens facadens farver og materialer kan ændres efter tilladelse fra Byrådet.

Med udgangspunkt i bevarelse af længebygningen og opførelse af ca. 160 boliger, ønsker ejerne og deres konsulenter en principiel stillingen til, om forslaget kan danne grundlag for en ændring af kommuneplanen og udarbejdelse af et forslag til lokalplan for ejendommen Gladsaxevej 386-400.

By- og Miljøforvaltningen indstiller,
1. at der gives principiel tilladelse til at opføre etageboligbebyggelse, samtidig med at længebygningen bevares på Søborg Møbel,
2. at der på ovennævnte grundlag udarbejdes forslag til tillæg 16 til Kommuneplan 2013 og forslag til lokalplan 241 Søborg Møbel.