- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Klar, parat, start

AB Gladsaxe har afsluttet træningskampene

AB Gladsaxe træner Thomas Nørgaard er fortrøstningsfuld før forårspremieren mod AGF i NordicBet Ligaen søndag eftermiddag på Gladsaxe Stadion. Også selv om der har været en del udskiftninger i spillertruppen og træningsresultaterne ikke har været prangende.
– Mentalt er det selvfølgelig vigtigt at vinde – også træningskampe. Det er nu nok mere omverdenen, der spejler mulighederne i resultaterne. Vi har koncentreret os om de småjusteringer, som har været nødvendige i forbindelse med den til- og afgang, som vi har haft i spillertruppen. På søndag starter cirkus igen. Vi vil gøre alt for at være klar og hoppe på toget, selv om vi har en svær start.
I efteråret tabte AB Gladsaxe hjemme med 1-5 til netop AGF. Det var såmænd en kamp, der sagtens kunne have været mere jævnbyrdig på måltavlen, end tilfældet var. Forskellen var, at aarhusianerne scorede på deres chancer, mens akademikerne brændte deres oplagte muligheder: – At sammenligne de to hold er som at sammenligne æbler og appelsiner. Navn for navn, spiller for spiller er AGF bedre, men det er som hold, at vi skal søge vores muligheder, siger træneren.
I onsdags kom AB Gladsaxe hjem fra en uges udbytterigt træningsophold i Tyrkiet. Efter en enkelt fridag, trænede 1. holdet fredag inden den sidste træningskamp blev spillet mod Lyngby i lørdags. Naboklubben vandt ubesværet 3-0, men AB Gladsaxe lod syv spillere fra truppen stå over, mens Simon Bræmer – der i Tyrkiet scorede ABs mål i 3-1-nederlaget mod det russiske storhold Spartak Moskva – nøjedes med at spille 1. halvleg.

AB Gladsaxes træningskampe før sæsonstart:
HB Køge – AB 5-0
FC Höllviken – AB 1-1
B1908 – AB 0-2
Frem – AB 1-1
FC Helsingør – AB 3-0
Hvidovre IF – AB 0-2
AB – FC BIT 1-0
AB – Spartak Moskva 1-3