Liam scorede kassen
Liam.jpg
Liam fik masser af motion, Foto: Privat.
Svømmere fra Gladsaxe Svøm tilbagelagde 180 km søndag eftermiddag

I søndags blev der afholdt Svøm Langt i Gladsaxe svømmeklub. Et arrangement hvor svømmeafdelingens svømmere kan få testet deres udholdenhed, og se hvor langt de kan svømme på dybt vand. Og der blev virkelig svømmet langt. Faktisk over 180 km. Liam på 5 år mødte op til Svøm Langt med en aftale med sin mor om, at han ville få 5 kroner pr. bane han svømmede. Liams mor, Lise, er selv gammel konkurrencesvømmer fra Gladsaxe Svømmeklub, og havde på forhånd tænkt at 300 meter ville være et passende mål.
Efter 12 baner, eller 300 meter, var Liam dog langt fra træt af at svømme, og både banetællere, trænere og mor fik heppet ham videre. Først da Liam nåede 700 meter var han for træt til at fortsætte, hvilket passede hans mor meget godt, eftersom de 5 kroner pr. bane efterhånden var blevet til mange penge for en lille dreng.
Liam gik glad og meget træt hjem fra svømmehallen med et flot diplom, et tilhørende 700 meter-mærke og som 140 kroner rigere. I alt var 115 ivrige svømmere i vandet søndag eftermiddag i Gladsaxe svømmehal og svømmede tilsammen 180.200 meter, hvilket er omkring 25.000 meter længere end der blev svømmet i efteråret ved samme arrangement.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top