Succestræner stopper på toppen
Håndbold-træner-02-44-14.jpg
Morten Petersson har valgt at forlade klubben et år før kontrakten udløber, men det er efter en fælles overenskomst. Foto: Kaj Bonne
Morten Petersson forlader håndboldklubben Gladsaxe HG

Gladsaxe HGs damer fører 3. division i håndbold og har stadig gode muligheder for at avancere til 2. division. En væsentlig årsag til den flotte placering skyldes den engagerede træner Morten Petersson. Men uanset om det ender med oprykning eller ej, så er træneren fortid i klubben, så snart sæsonen er færdig.
– Jeg har været i Gladsaxe HG i tre sæsoner og havde endnu et år tilbage af min kontrakt. Efter gode og fornuftige samtaler med klubben nåede vi frem til, at jeg stopper. Jeg håber, at vi rykker op, så jeg kan slutte med god samvittighed, siger Morten Petersson.
Et væsentlig argument for succestræneren har også været, at fire-fem af de ældste spillere holder op: – Derfor synes jeg, det passer fint, at jeg forlader HG nu, for så kan en ny træner sammenspille et helt nyt hold, som han så kan sætte sit eget præg på.
Gladsaxe HG har fire points forspring til Furesø på andenpladsen, men naboerne i vest har oven i købet spillet 18 kampe mod Gladsaxe HGs 17.
– Jeg tror ærligt talt, at kampen om førstepladsen kommer til at stå mellem os og AB. De har to kampe i hånden i forhold til os, og det er meget sandsynligt, at de vinder dem, inden det vitale opgør den 19. marts i AB-hallen. Hvis resultaterne flasker sig, kan vi rykke op denne aften – og vi plejer at spille bedst i topkampene, så jeg er ikke nervøs, siger Morten Petersson.
Gladsaxe HG er i de senestse kampe blevet ramt af to skader. Rikke Madsen fik revet et ledbånd over i den ene tommelfinger, mens Christina Dannemand sandsynligvis har revet korsbåndet over i knæet. Begge disse spillere er ude i de sidste fem runder af turneringen. Til gengæld har førerholdet fået tilgang af Stine Yde, der tidligere har spillet i FCK og FIF.
Gladsaxe HG møder Øresund hjemme den 12. marts, mens AB møder Lyngby ude den 7. marts, HUK hjemme den 12. marts og Herlev/Hjorten ude den 15. marts, inden braget mod Gladsaxe HG den 19. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top