Parkeringskaos ved tv-byen
parkering-ved-gyngemosen.jpg
Når der parkeres uden for boksene – bilisterne mener, at det er i orden, fordi de har et kortvarigt ærinde – kan det bl.a. blokere for redningskøretøjer. Foto: Dorthe Brandborg.
Ulovlige parkeringer kan stoppe redningskøretøjer

Danmark er i overvældende grad blevet bilernes land. Ifølge Danmarks Statistik var der 21. marts 2014 ca. 2.278.000 biler. Og det giver seriøse parkeringsproblemer. Det oplever man også i
Gyngemosen, hvor der hver dag er et hav af ulovlige parkeringer, og hvor kunder til supermarkederne cirkler rundt og opgiver at finde en parkeringsplads. Derefter kører de et andet sted hen og handler.
På det seneste møde i trafik- og teknikudvalget tog Pia Skou fra Venstre sagen op. Hun har fået henvendelser fra utilfredse beboere i området.
-Dels er der jo problematikken med hvis der bliver behov for udrykningskøretøjer, så vil de få svært ved at komme frem. Dels giver det problemer for de 3 butikker, da kunderne ikke kan komme til at parkere. Når bilerne har cirklet lidt omkring uden at finde en P-plads, så kører de ud og handler et andet sted. Irma i Gyngemosen har allerede drejet nøglen om, men heldigvis er der åbnet en anden butik i lokalerne, siger Pia Skou.

200 nye lejligheder
Parkeringsområdet benyttes ud over butikskunderne også af brugerne af Gyngemosehallen, privathospitalet og andre virksomheder som f.eks. ISS. Problemerne bliver kun værre, når de kommende knap 200 nye lejligheder bliver bygget i Gyngemoseområdet.
– Derfor foreslog jeg til udvalgsmødet, at der kigges på parkeringsforholdene og helt konkret, at der laves 1 times begrænset parkering i f.eks. den første række og evt. den anden række P-pladser mod butikkerne. Derudover foreslog jeg, at der skulle kigges på mulighederne for at bygge flere P-pladser eller udnytte det eksisterende areal på en bedre måde. Det kunne f.eks. være at lave P-pladserne i vejsiden om til skråparkering.
-Jeg fik at vide af forvaltningen, at området er privat, men at kommunen vil kontakte Grundejerforeningen og komme i dialog med dem om parkeringsproblemerne og komme med forslag til hvordan de kan løses, siger Pia Skou.

P-korps lader vente på sig

Udvalgsformand foreslår ny løsning

Mange steder i Gladsaxe Kommune hersker der nærmest rendyrket anarki, når det gælder parkeringer. Der parkeres stik imod en bunke regler, og det har ingen konsekvenser. Det skal være slemt, før politiet tager sig af det, og planerne om et kommunalt parkeringskorps i samarbejde med Lyngby bliver åbenbart ikke en realitet trods meldinger om det modsatte. Der var en forhåbning om 1. april som startdato.
-Det her begynder at irritere ret meget. Hvis det ikke kan lade sig gøre at få etableret et samarbejde med Lyngby, så kunne vi jo lade vore egne vagter, der alligevel kører rundt i kommunen, klare det job. Er det nødvendigt med et kursus, så må det ligeledes kunne klares, siger Ole Skrald Rasmussen (A), som er formand for trafik- og teknikudvalget.
Han har nu bedt om at få sagen på næste møde i trafik- og teknikudvalget i april for at få en løsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top