4.000 var til dansefest
al-danseshow.jpg
Discoholdet leverede et forrygende show. Foto: Privat.
Imponerende show hos AL-dans i Farum Arena

Det var Danmarks største dansefest med to shows og i alt 4.000 dansere og tilskuere, da AL-dans holdt show i Farum Arena.
Og som sædvanlig var både musikken og humøret højt hos danserne og det medlevende publi¬kum af familiemedlemmer og venner.
Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, at AL-dans holder stor dansefest i Farum Arena. For at få plads til alle dansere, bliver der afholdt to shows med plads til de næsten 4.000 tilskuere. I år faldt dansefesten sammen med AL-dans 50 års jubilæum, så der var hentet inspiration fra bl.a. Singing in the rain, Puttin on the Ritz, ET, All that Jazz, Starwars, Grease, Beatles og Marvin Gaye.
”Det er fantastisk at se alle de glade børn og unge optræde. De har trænet hårdt op til showet. Vores dansefest er for alle eleverne, også dem, som ikke danser på eliteholdene. Derfor er forventningen og glæden ved at optræde endnu større for både danserne og de spændte forældre”, fortæller Charlotte Søborg Mogensen, den ene af de to ledere i AL-dans.
Hele familien er med
Når Alexander Nordal Clausen 8 år bliver spurgt om, hvad der var det bedste ved dansefesten, kommer svaret hurtigt: ”Det bedste var at danse. Jeg synes det gik godt, selvom vi kun lige har lært dansen” siger Alexander iført smart hvidt outfit.
Dans er kun én af flere sportsgrene for Alexander. Han går også til tennis, violin og fodbold. Helle Nordal Clausen fortæller, at hun kører, henter og bringer og inspirerer Alexander og hans ven, Alexander, som også danser i AL-dans. ”Jeg synes det er fantastisk at se, børnene udfolde sig fysisk og kreativt”, siger Helle.
Torben Nordal Clausen, supplerer. ”Og det bedste er, at vi aldrig skal minde Alexander om at træne, det gør han helt af sig selv. Har Alexander et ledigt øjeblik derhjemme, så træner han Uptown Funk.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top