AB Gladsaxe fik fuldt udbytte
AB-nr-14-12-15.jpg
Nichlas Rohde brændte nogle gevaldige ”direktører” i opgøret mod Skive IK, men han lagde dog op til ABs andet mål. Foto: Kaj Bonne
Forårets første fodboldsejr blev hentet mod Skive

En strid og halvkold sydvestenvind blæste ind over Gladsaxe Stadion, men det bekom tilsyneladende hjemmeholdet AB Gladsaxe bedst, da Bagsværd-klubben besejrede gæsterne fra Skive IK med 2-1 i landets næstbedste fodboldrække.
ABerne var skibonitterne klart overlegne gennem det meste af kampen, men alligevel var det meget tæt på, at hjemmeholdet smed to point i overtiden. Et gigantisk klumpspil, der varede et halvt minut foran Jannich Storchs mål, endte til sidst med, at bolden blev sendt væk fra farezonen.
I den kombinerede side- og modvind startede værterne som lyn og torden. I de foregående kampe havde det ellers knebet med at skabe chancer. Men inden der var gået otte minutter havde AB haft fem kæmpe chancer. Overlegenheden fortsatte, men effektiviteten hos Linus Olsson og frontløberen Nichlas Rohde manglede i den grad. Ti minutter før pausen sparkede banens bedste spiller Rasmus Hansen frisk til med et bananskruet venstrebensskud. Skives ellers så fremragende målmand Daniel Krogh var også i fuld længde chanceløs. 1-0. Helt fortjent, når man havde brændt syv oplagte muligheder, mens gæsterne ikke havde været i nærheden af AB-målet. Skive sluttede halvlegen med et par halvstore tilbud uden udbytte.
I medviden fortsatte AB med lethed at komme forbi de ret fastgroede Skive-forsvarsspillere. Kæmpe tilbud blev igen brændt på stribe, inden Linus Olsson nærmest kunne puste Nichlas Rohdes perfekte indlæg i mål til 2-0 i det 65. minut.
Ni minutter før tid reducerede gæsterne på en kæmpe misforståelse mellem en AB-forsvarsspiller og målmand Jannich Storch, der kom på mellemhånd, så Skives Danilo Arrieta kunne løfte bolden over ham og ind i det tomme mål.
De resterende minutter var en være omgang ”uglegylp”. Med lodder og trisser samt gudernes velvilje holdt ABerne stand. En utrolig vigtig sejr, for de andre bundhold Fredericia og Brønshøj tabte i lørdags. AB er nu hhv. fire og fem point foran og har oven i købet spillet en kamp færre end konkurrenterne.
Træner Thomas Nørgaard kunne før kampen meddele, at Thomas Wiil kom alvorligt til skade i lørdagstræningen i et sammenstød med Patrick Lerarger. Thomas Wiil brækkede kæbebenet og skal opereres så hurtigt som muligt.
De fleste af de 642 tilskuere kunne glæde sig over tre point. På søndag skal AB en tur til HB Køge, og onsdag den 22. april kl. 19 spiller AB hjemme mod Vejle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top