- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Det giver så meget mening

Stine Riis er frivillig hjælper for indvandrere og flygtninge

Flere gange om ugen har indvandrere og flygtninge i Gladsaxe kommune mulighed for at få hjælp gennem foreningen ”Netværk for flygtninge og indvandrere”, der holder til på Telefonfabrikken og på Gladsaxe Hovedbibliotek. Da Stine Riis for en del år siden havde en indvandrerkvinde fra Iran som nabo, fik hun pludselig øjnene op for, hvor svært det kunne være at stå i Danmark og ikke altid kunne forstå sproget eller kulturen. Hun hjalp sin nabo med en masse forskellige ting, og en dag viste nabokvinden hende et netværk i Gentofte, hvor man som indvandrer eller flygtning kunne få hjælp til de svære hverdagsting. Alt sammen ved hjælp af frivillige, der stillede op med viden, empati og et åbent sind. For Stine Riis gjorde det så stort indtryk, og det gav det så god mening, at hun selv tog initiativ til at få et lignende netværk op at stå i Gladsaxe.

Initiativtager
”Jeg var initiativtager til at få foreningen op at stå, og vi blev med det samme støttet af kommunen,” fortæller Stine Riis, der til daglig arbejder i Politikens hus med pressefotos. Hun har været frivillig i cirka 4 år siden netværket startede, men har aldrig tidligere brugt tid på frivillige aktiviteter. I dag er det en naturlig del af hendes uge, og der er tilknyttet cirka 15 frivillige i netværket, der ugentlig har 30- 40 besøgende med løbende udskiftning.
”Vi tilbyder al hjælp, og det er meget forskelligt, hvad folk har brug for. For nogle handler det om konkrete spørgsmål og for andre er det lektiehjælp, samvær og hyggesnak, så de kan øve deres danske sprog,” fortæller Stine Riis og påpeger, at det er en meget blandet gruppe, der kommer i netværket. Det er alle aldre – nogle er lige kommet til Danmark, mens andre har været her i årevis uden at blive specielt godt integreret.
Stine Riis er optaget af at hjælpe andre. For hende er det vigtigt, at alle indvandrere og flygtninge føler sig velkomne i landet og kommunen, og det er derfor hun er frivillig.
”Det er svært at komme til et nyt land og skulle forstå de ting, der sker. Det var min personlige oplevelse med min nabo, der gjorde, at jeg så det helt tæt på. Det gjorde forskellen. Man er virkelig handicappet, hvis man ikke får hjælp, når man ikke forstår hele sproget,” fortæller Stine Riis. Og hun føler bestemt ikke at hun bare giver.
”Det er så meningsfuldt at være frivillig i det her netværk. Jeg går altid derfra i højt humør. Det er nogle utrolig givende mennesker at være sammen med.