Foråret rykkede ind i byrådssalen
Højt humør, kvikke bemærkninger og tid til eftertanke

De frivillige korsangere indledte onsdagens byrådsmøde med en fin udførelse af Benny Andersens ”Bjørnen vågner”. Et varsel om forårets komme. Som digteren skriver: ”Det er solskin og forår igen efter vinterens strabadsfrost”. I onsdags var det solskin. Foråret bragede ind gennem koøjerne i toppen af byrådssalen og smittede alle tilstedeværende. Den netop overståede påskeferie lagde yderligere vægt bag løssluppenheden blandt de folkevalgte. Hurtige kommentarer og skarpe replikker blev afleveret på samlebånd.
Men byrådsmødet i onsdags vil nu alligevel blive husket for en helt almindelig Gladsaxe-borgers hjertegribende indlæg i spørgetiden. Annette Keller fra Høje Gladsaxe forhørte sig om hjemmeplejen, hvor der kom en ny privat udbyder til 1. februar i år. Anette Keller forespurgte om, hvad kommunen har opnået ved dette udbud. Formanden for seniorudvalget, Trine Græse (A), svarede, at hjemmeplejen skulle i udbud, eftersom kommunen skal overholde lovgivningen: – Men der har været vanskeligheder, som ikke er rimelige. Det er svært, når en udbyder ikke overholder det, som udbyderen skal, svarede Trine Græse.
Annette Keller fulgte op. Stille og roligt. Og det gav så sandelig stof til eftertanke: – I skal være opmærksomme på, at problemet er større, end I forestiller jer. Der grædes ved bordene hver dag. Jeg vil anmode om, at I er opmærksomme, for mange af dem, der oplever problemer, tør ikke sige noget i hverdagen.
Idyllen blev for en stund sønderrevet. Politikere er, trods beskyldninger om det modsatte, også mennesker, der kan få en klump i halsen.
Michele Fejø (I) og Susanne Yazdanyar (Ø) mente begge, at det nok havde været smartere at engagere to private udbydere. Alene af hensyn til de problemer man vil stå med, hvis den eneste udbyder, man har, går konkurs.
De fleste sager blev kørt hurtigt igennem. Sagerne havde naturligvis alle været til behandling i udvalgene. Kun en enkelt gang måtte byrødderne til afstemning. Det skete i forbindelse med salg af Borgernes Hus på Søborg Hovedgade. Med 22 stemmer for og tre imod (Enhedslisten) blev det vedtaget, at lokalplan 238 for Søborg Hovedgade 79 fremlægges til offentlig høring i området fra 13. april til 8. juni i år. Torsdag den 21. maj holdes borgermøde om planforslagene. Diskussionen om kommunens vækststrategi, sundhedspolitik og trafikhåndteringen af letbanen bød på muntre indlæg. Lars Abel (C) er ikke tilhænger af letbanen: – Nu får Gladsaxe-borger synliggjort, hvad det betyder at få en letbane med kørespor, master og ledninger for slet ikke at tale om det gitter, der skal gå gennem kommunen. Det bliver som et jerntæppe.
Ole Skrald Rasmussen (A), formand for trafik- og teknikudvalget, fløj op til talerstolen et par gange: – Det er ikke så mærkeligt, at jeg taber mig. Hvorefter borgmester Karin Søjberg Holst (A) udbrød: – Det er fint i forlængelse af vores sundhedspolitik!
Noget af det, som trafik- og teknikudvalget ønsker nærmere undersøgt, er muligheden for at medtage cykler i letbanen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top