Giv indflydelse til fjernvarmebrugerne
Gladsaxe Kommune udbygger i disse år fjernvarmen i store dele af Gladsaxe. Det sker uden brugerne har indflydelse. Kommunens borgere er kunder hos et selskab, hvor de ikke har nogen indflydelse på driften.

Som fjernvarmekunde er du bundet op til at få din varme fra et selskab. Er man utilfreds med Gladsaxe Fjernevarme, fordi de er for dyre eller leverer en dårlig service, kan man ikke skifte til en anden leverandør.
De borgere, som får fjernvarme fra Vestforbrændingen, betaler f.eks. 5 % mindre for deres varme.
Helt grundlæggende er det ikke en kommunal opgave at drive varmeforsyning. Derfor bør fjernvarmens kunder også få indflydelse på driften, ved at den kommunale fjernvarme overdrages til brugerne, som får medejerskab i form af f.eks. et andelsselskab med en bestyrelse.
Det vil være mere demokratisk, at samtlige brugere får indflydelse på driften og ikke kun Gladsaxe Kommune, som også er kunde hos fjernvarmen.
Med en brugerbestyrelse sikrer man, at alle kunders interesser varetages, og ikke kun kommunens på bekostning af alle andre.
Ved en brugerbestyrelse sikrer man bedst, at fjernvarmen drives effektivt og billigt, og ikke at alle mulige andre politiske mål forfølgelse, så kunderne betaler mere for varmen.
I Danmark har vi en stolt tradition for brugerindflydelse i f.eks. andels- og boligselskaber, så hvorfor ikke også for fjernvarmen?
Det er kunderne, der betaler, og de skal sikres mest mulig indflydelse.

Henrik Sørensen
Konservativ
folketingskandidat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top