- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Klavertalent fik stående applaus

Christoffer kan ikke leve uden musikken

Tangenterne klimter sent om aftenen på Susannes musikskole i Søborg. Der bliver øvet, grinet og snakket om toner. 18-årige Christoffer er til klavertime. Han er koncentreret og fingrene glider ubesværet og hurtigt henover klaveret. Han spiller et stykke klassisk musik.
”Han er fantastisk dygtig. Han er det, man kalder et klavertalent. Han fik en stående applaus efter en koncert på Aurahøj Gymnasium, fordi det var så flot”, fortæller Susanne Perkins, Christoffers klaverlærer, der er grundlægger af Susannes Musikskole. Hun har en håndfuld meget talentfulde pianister, blandt andre Christoffer fra Søborg.

Klaver i flere år
Til hverdag går Christoffer på musiklinjen i 2. G på Aurahøj Gymnasium og udover klaverspillet står der håndbold og styrketræning på programmet.
”Jeg fokuserer meget på musikken, og musik er et legefag i gymnasiet. Det er næsten som at have frikvarter. Jeg elsker det,” griner Christoffer, der har spillet klaver de sidste otte år. Han blev hurtigt bidt af instrumentet, da han valgte det som 11-årig.
I begyndelsen gik han på et klaverhold hver uge, men de sidste mange år har Christoffer fået solo-undervisning.
”Nogen siger, at hvis man kommer igennem de første to år, så bliver man ved med at spille klaver resten af livet. Det gør jeg helt sikkert,” fastslår Christoffer. Klaverspillet er en del af hans identitet, og han kan ikke forstille sig mange dage i træk uden at sidde ved tangenterne.

Øvelse gør mester
”Det er forskelligt, hvor meget jeg øver, men jeg bestræber mig på at sidde en time om dagen.
Jeg har altid syntes, det var sjovt at øve, fordi jeg kan mærke, at jeg bliver så meget bedre hele tiden”, fortæller Christoffer, der elsker at optræde.
”Det er fedt, når man har publikum, og de så giver en ros bagefter. Når de kan se og høre, at man har øvet sig og er blevet god til det.”
Christoffer har altid spillet klassisk klaver, og da han en kort overgang afprøvede det rytmiske repertoire, søgte han hurtigt tilbage til det klassiske.
”Der er noget romantisk og smukt over det klassiske. Der er så mange finesser på klaveret, og man kan leve sig ind i musikken på en helt anden måde. Man kan næsten se historierne for sig, når man spiller,” fortæller Christoffer og nævner Minutvalsen. Et stykke, der er inspireret af Chopins lille hund, der rendte rundt efter sin egen hale i haven.
”Når man kender historien, kan man simpelthen se og høre det i musikken.”
For Christoffer er musikken også et fristed.
”Jeg oplever en stor frihed, når jeg spiller. Jeg kan sidde og fokusere og øve på noget svært, men jeg kan også bare sætte mig og spille og nyde det. Det kan være virkelig afslappende at sidde og spille. Når man kan et stykke med lukkede øjne, så kan man virkelig nyde det.”

Hvad skal der til for at blive en dygtig klaverelev?
”Når børn og unge skal have succes med klaverspillet, skal de have et godt repertoire at spille ud fra. De skal være begejstrede for det, de lærer at spille, så de ikke mister interessen. Jeg underviser efter noget materiale fra USA som er virkelig godt til eleverne. Jeg er den eneste i Danmark, der underviser efter det. Det skal være nemt og alligevel lyde af noget. Hvis eleven skal blive god til klaver, så skal der øves. Det kommer de ikke udenom. Jeg plejer at sige, at eleven skal øve 4-5 dage om ugen i cirka 15 minutter. For de ældre og dygtige elever er det måske timer. Der er ikke noget nem vej til klaversucces. Man skal være stædig og vedholdende og have forældre, der står bag. En af de unikke ting ved min musikskole er at eleverne kan starte meget tidligt og på klaverhold. Det giver dem en god social oplevelse, samtidig med, at de får en følelse af at spille i et orkester. Senere kan de så gå solo,” fortæller Susanne Perkins.