Talentfulde håndboldpiger sejrede
U18 fra Gladsaxe HG vandt 1. division

Gladsaxe HGs talentfulde U18-piger vandt i torsdags topopgøret i 1. division mod Roskilde Håndbold med 23-20 på udebane og endte dermed som suveræne vindere af 1. division med to point ned til de nærmeste forfølgere SUS Håndbold fra Fyn og Roskilde Håndbold og med en målscore på plus 54.
Pigerne har haft en forrygende sæson. Det så ellers ikke for lovende ud inden sommeren, da deres træner Carsten Thøsing valgte at søge nye udfordringer i Virum og holdet samtidig stod uden en målmand. Den tidligere Gladsaxe HG topspiller, Rolf Nielsen, der var med på HGs guldhold i 80erne, sprang til og overtog træningen samtidig med, at han fortsatte som træner for U18 drengene. Han har ydet en kæmpe indsats for hele Gladsaxe HG og været en forrygende træner for begge U18 hold.
Derudover var den stærke markspiller Siri Andersen med på at prøve kræfter i målet – og hun har vist sig at være et sandt naturtalent på den post – ligesom Rolf ofte har valgt at forvirre og stresse modstanderne ved at tage Siri med i angrebet, hvorfra hun har lavet talrige mål.
Men U18 er mest af alt et godt og sammenspillet hold – hvor det sociale og den gode tone er i klubbens ånd og et vigtigt element i den store succes.
Der er masser af talent på vej i HG – og fødekæden til de ligeledes succesrige dameseniorer i 2. division skulle være sikret.
Næste opgave for piger bliver Interamnia World Cup i Italien i juli. Sidste år vandt pigerne bronze ved det store stævne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top