VM-tider til Gladsaxe-svømmer
Pernille Bluhme klarede to VM-kvalifikationskrav

Ved Danish Open for nylig lykkedes det Pernille Blume fra Gladsaxe Svøm at svømme under kvalifikationskravet til VM på langbane i både 50 og 100 fri. Pernille skiftede for nylig tilbage til Gladsaxe efter flere år i Sigma NS. VM, der afvikles i den russiske by Kazan i starten af august, bliver Pernilles første internationale stævne som GSC-svømmer. Pernille træner til daglig på det nationale træningscenter på Bellahøj sammen med de andre danske topsvømmere.
De øvrige GSC svømmere leverede også flotte præstationer ved det stærkt besatte internationale stævne. Freja Gram forbedrede sig i både 100 og 200 fri, men tiderne rakte alligevel ikke til kvalifikation til EM for juniorer. Det samme gjorde sig gældende for Anton Olsen, selv om han viste sig som den hurtigste juniorsvømmer herhjemme i 100 butterfly. Både Anton og Freja har mulighed for at kvalificere sig igen næste år.
Ida Trandum forbedrede den ældste klubrekord i GSC, sat af Lene Rasmussen på 100 butterfly.
GSCs store profil Lasse Pittioni svømmede sig sikkert i finalen på herrernes 50 bryst. Et løb, hvor han er forsvarende dansk mester, men en teknisk fejl i startspringet betød, at Lasse ikke fik den ventede succes ved dette Danish Open.
GSC-svømmerne fortsætter træningen frem mod sæsonens absolutte højdepunkt – DM på langbane den 4.-8. juli på Bellahøj svømmestadion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top