- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ensomhed i fokus

Ældre Sagen i Gladsaxe bryder tabuer og hjælper

Måske har du bemærket det store fokus på emnet ensomhed det sidste stykke tid?
Det er ikke tilfældigt. Sammen med 40 organisationer sætter Ældre Sagen i denne periode fokus på det kæmpestore menneskelige problem ’ensomhed’.
”Ensomhed er et stigende problem i samfundet, og man regner med, at det med tiden vil udgøre en større folkesygdom end stress og cancer. Derfor er der brug for det her fokus,” fortæller Lise Vork, formand for Ældre Sagen Gladsaxe.
Ifølge formanden er der lavet flere undersøgelser og et af tallene viser, at over 212.000 mennesker over 16 år i Danmark føler sig ensomme. Det gælder altså både yngre og ældre mennesker.
”Ensomhed er en følelse af at stå alene og ikke have de nødvendige relationer,” fortæller Lise Vork og forklarer, at det for ældre ofte kommer i kølvandet på omvæltende livssituationer. Det kan være skilsmisse, pension eller fordi man på grund af sygdom ikke længere kan gøre de ting, man plejede at gøre.
”Kampagnens formål er at nedbringe ensomheden med 50% over de næste 5 år på landsplan, så det vil vi også have fokus på i vores lokalafdeling,” fortæller Lise Vork. Og når ensomhed får så stort et fokus, er det fordi at følelsen faktisk gør folk syge. Ifølge Lise Vork viser undersøgelser at følelsen af ensomhed giver 50 % øget risiko for selvmord, og følelsen af isolation er ligeså farlig sundhedsmæssigt som at ryge, drikke alkohol og mangle motion.

Hjælp at hente i Gladsaxe
”Samfundet er efterhånden bygget op omkring individet og ikke fællesskabet. Alle skal præstere individuelt, og man glemmer de sociale sammenhænge som alle mennesker har brug for,” fortæller Lise Vork.
Og det er netop fællesskabet Ældre Sagen i Gladsaxe har fokus på. Afdelingen har 34 ugentlige hold med tilbud til ældre inden for sprog, spil, litteratur, maling, motion mm. Derudover har afdelingen fem humanitære tjenester, som på hver sin måde tager hånd om de ældre i kommunen. Der er besøgsvenner, ledsageordninger, PC café, bisidderordning og den nystartede Candlelight Dinner, som Ældre Sagen har været initiativtagere til, ligesom det er dem, der er frivillige under arrangementet. I lokalafdelingen er der også arrangementer hver 14. dag samt søndagscaféer.

Tabubelagt
”Det er tabubelagt at være ensom. Det er ok at fortælle om, hvad man fejler fysisk, men ensomhed er ikke noget, man taler højt om. Derfor kan det være svært at komme til livs,” fortæller Lise Vork.
For Ældre Sagen i Gladsaxe handler kampagnen om at bryde tabuer og mindske antallet af ensomme i Gladsaxe.
”Vi håber, at dem der føler sig ensomme får mod til at tage det første skridt, som altid er det sværeste. Det kan også være pårørende, der bliver bevidste om nogle nye muligheder for de ældre, de er tæt på,” forklarer Lise Vork og pointerer, at Ældre Sagen i Gladsaxe altid står parat til at hjælpe med at finde det bedste tilbud til dem, der har brug for nogle nye relationer i deres hverdag.
Du kan læse mere om ensomhedskampagnen på www.aeldresagen.dk eller på www.modensomhed.dk

Fakta om ensomhed
212.000 danskere over 16 år føler sig ofte eller altid
ensomme. Det er 1 ud af hver 20 person.
Mere end hver 10. på plejehjem føler sig ensom
Enlige mænd og enkemænd er i farezonen
Enkemænd begår selvmord 8 gange oftere end gifte.
For enker er tallet fem gange oftere.
Hvad er ensomhed?
Følelsen af ensomhed opstår, når mennesker oplever, at
deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger. Ensomhed opstår hos mennesker, der ikke føler sig forbundet med nogen – eller som savner kontakt og samvær med dem, de føler sig forbundet med.
Kilde: psykiatrifonden