Børnehjem i Katmandu får hjælp fra Gladsaxe
Bagsværd-borger har taget initiativ til en usædvanlig indsamling

Sidste år arbejdede 26-årige Mads Hviid Jensen som frivillig på et børnehjem i Katmandu i Nepal. Det var en stor oplevelse for ham. Siden har Mads, der er født og opvokset i Gladsaxe, holdt kontakt med børnehjemmet Ocean Nepal. Jordskælvet i den nepalesiske hovedstad for nylig bekymrede ham meget, men børnehjemmet slap nogenlunde fra den voldsomme naturkatastrofe. Til gengæld mangler børnehjemmet mange midler.
Derfor besluttede Mads Hviid Jensen, at han ville tage tilbage til børnehjemmet for at hjælpe aktivt – fysisk og økonomisk. Mads Hviid Jensen har allerede fået tilsagn om hjælp fra Western University Ivey i Canada, hvor han læser økonomi efter at have afsluttet sin cand.jur.-eksamen fra Københavns Universitet. Mads Hviid Jensen har også fået et par flotte donationer fra Gladsaxe. Således har Gladsaxe Syd Rotary Klub støttet med 5.000 kroner og Lions Klub Gladsaxe har doneret 10.500 kroner. Mads Hviid Jensen rejser til Katmandu den 30. maj fra Hong Kong, hvor han er på studieophold. Mads Hviid Jensen tager selv donationerne i kontanter med til børnehjemmets leder Rajendra Prasad Subedee, så børnehjemmets ledelse egenhændigt kan beslutte, hvad hjælpen fra Gladsaxe skal bruges til.
– Rajendra gør et fantastisk stykke arbejde for at give børnene et bedre liv og en betydeligt lysere fremtid, siger Mads Hviid Jensen.
Efter endte økonomistudier i efteråret vender Mads Hviid Jensen tilbage til Bagsværd, hvor han tiltræder en stilling på Novo Nordisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top